Honningkaramelliserede sesamsnacks

Hjemmelavede Sesamsnacks der er honningkaramelliserede

Det er længe siden, at jeg har været så begejstret for en opskrift, som jeg er for denne. Derfor har jeg har glædet mig ekstra meget til at dele den med dig, der læser med. 

Honningkaramelliserede sesamsnacks

Hvis du er glad for sesamfrø, tør jeg godt at love, at du vil elske denne opskrift. Opskriften er supernem og hurtig at tilberede, og så kræver den kun 5 simple ingredienser. Yay!

Jeg spiste den første portion som barer, men det kan også klart anbefales at brække barerne i stykker og komme dem oven på grød, smoothie bowls, salater eller desserter. Det er bare med at prøve dig frem. 

Sesamfrø og gode kostråd

Det er en smagssag, hvor ristede man kan lide sine sesamfrø. Jeg synes, at de er bedst, når de får lidt farve, men pas på, at de ikke brænder på undervejs. 

De officielle kostråd anbefaler, at vi danskere supplerer vores måltider med frø. Kostrådene siger, at 1-2 spsk. frø om dagen er en tilpas mængde, når man generelt spiser planterigt og varieret. Personligt kan jeg næsten ikke komme på en bedre måde at nyde frø på end i disse snackbarer, og jeg håber meget, at du vil synes om opskriften. 

Varier dine snacks med andre frø og kerner

Leg eventuelt lidt med ingredienserne, og tilføj gerne andre frø og kerner, hvis du ønsker. Finder du på en ny, skøn sammensætning, så tag mig gerne på Instagram eller Facebook, eller send mig en mail på [email protected] – jeg elsker også at blive inspireret.

En anden god snack til morgenbordet, madpakken eller som et mellemmåltid i løbet af dagen er mine lækre müslibarer med banan og chokolade 😋

Hjemmelavede Sesamsnacks der er honningkaramelliserede

Honningkaramelliserede sesamsnacks - opskrift på sesamsnacks der er karamelliseret i honning

Ingredienser

Honningkaramelliserede sesam-snacks

  • 100 g hvide og eventuelt sorte sesamfrø
  • 30 g solsikkekerner afskallede
  • 1 tsk. kokosolie
  • 4 spsk. lys, fast honning
  • 1 nip flagesalt

Sådan gør du

  • Rist sesamfrø og solsikkekerner i ½ tsk. olie på en pande og ved middel varme
  • Kom honning og salt på panden, når sesamfrøene begynder at få lidt farve
  • Lad det hele stege kort i et par minutter, indtil sesamfrøene er let gyldne.
  • Smør et stykke bagepapir med lidt olie, og kom blandingen på bagepapiret. Lad den køle ned i 2-5 minutter
  • Smør endnu et stykke bagepapir med lidt olie, og kom det hen over blandingen
  • Rul nu blandingen imellem de to stykker bagepapir, indtil den er rullet flad og helt tyndt ud
  • Skær blandingen ud i små barer, mens den stadig er lun, og lad efterfølgende barerne køle helt ned, inden de brækkes fra hinanden og nydes som små, lækre snacks.

Noter:

  • Vær opmærksom på, at honningen i barerne godt kan risikere at blive blød, hvis barerne opbevares for varmt. Derfor kan du med fordel opbevare dem et køligt sted – gerne med bagepapir imellem, så de ikke klistrer sammen.