Yoga-retreat på Færøerne
Velkommen til en yogarejse fuld af ro, wellness og betagende natur!
Vi er utroligt begejstrede for at kunne føje Færøerne til Cathrine Yoga-rejsekortet og præsentere vores helt nye, eksklusive yoga-retreat på Færøerne. Glæd dig til en berigende oplevelse, hvor styrkende og udrensende yin og yang yoga, wellness, vandreture og nærende måltider smelter sammen i de smukke rammer af den rå, færøske natur.
Hos Cathrine Yoga Travel har vi længe drømt om at udforske nordiske destinationer, og nu har vi endelig mulighed for at dele dette særlige sted med dig. Vi har forelsket os i Hotel Føroyar, som ligger højt over Tórshavn med en fantastisk udsigt over både byen og havet. Her kan du nyde solopgangen fra dit værelse eller restauranten. Hotellet byder desuden på to smukke vandrestier – den ene fører dig til byens centrum på kun 15 minutter, mens den anden tager dig med på en storslået tur gennem bjergene, der kan tilbagelægges på 1-2 timer.
For at sikre, at du er helt klar til din rejse, har vi samlet alle praktiske informationer, du skal bruge inden afrejsen. Vi har gjort det let for dig – scroll ned og få styr på alt det, der er rart og vigtigt at vide, inden du sætter kurs mod Færøerne 🙏
Rejseklar til Færøerne
Alt dét du skal vide:
Pas, visum og indrejseregler
Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra din hjemrejsedato, og der skal være mindst to blanke sider bagerst i passet til stempler. Det er vigtigt, at du grundigt tjekker, at alle sider i dit pas er intakte, da det ikke må være beskadiget.
Der er ingen visumkrav eller særlige indrejsekrav for rejsende fra Danmark til Færøerne.
Bemærk også, at den nye flyafgift ikke gælder for rejser til Færøerne – derfor skal du ikke betale afgift på denne pakkerejse.
Ankomst til lufthavnen – Københavns Lufthavn (CPH)
Vi anbefaler, at du er i lufthavnen 2-3 timer før afgang. Ved ankomst til Københavns Lufthavn (CPH) går du direkte til indtjekningsskranken, hvor personalet sørger for at tjekke dig ind og udskrive dit boardingpas. Herefter kan du fortsætte til sikkerhedskontrollen og derefter ind i lufthavnens afgangsområde.
Hold øje med skærmene, hvor flyinformationer løbende opdateres. Her vil du også kunne se, hvilken gate du skal til, og hvornår der er boarding. Sørg for at være i god tid, da mange flyselskaber begynder boarding allerede en time før afgang.
Bagage
Du må medbringe én indchecket kuffert på maks. 23 kg samt ét styk håndbagage, som maksimalt må veje 8 kg og måle 50 x 37 x 25 cm. Sørg for at veje og måle din bagage hjemmefra for at undgå gebyrer for overvægt. Vi anbefaler, at du medbringer en almindelig rygsæk som håndbagage, da den er praktisk under selve rejsen.
OBS! Vær opmærksom på, at væsker i håndbagagen maksimalt må være 100 ml pr. enhed, og alle væsker skal kunne være i én gennemsigtig pose på maks. 1 liter. Du finder poser ved sikkerhedskontrollen i lufthavnen.
Ankomst til Færøerne
Ved ankomst til Færøerne skal du blot hente din bagage fra bagagebåndet og derefter følge skiltene mod udgangen. Vores chauffør vil stå klar med et skilt med teksten Cathrine Yoga Travel. Når hele gruppen er samlet, vil I blive kørt til hotellet – en smuk køretur på ca. 50 minutter. Din yogalærer er klar til at modtage dig ved ankomsten til hotellet.
Dit hotel
Hotel Føroyar, Oyggjarvegur 45, FO-100 Tórshavn, Færøerne.
Dit rejsebureau
Cathrine Yoga Travel, Hejrevej 30, 3. 2400 København NV, Denmark.
Hvis du har spørgsmål om din pakkerejse før eller under rejsen, er du altid velkommen til at kontakte os på [email protected]. I nødsituationer kan du også ringe til os på +45 53268502. Har du spørgsmål om yoga under din rejse, vil din yogalærer være til rådighed på destinationen både før, under og efter yogaklasserne.
Rejseklar til Færøerne
Alt dét, du skal vide (fortsat):
Valuta og kontanter
På Færøerne kan du betale med danske kroner og dansk betalingskort. Hvis du har tilkøbt frokost, ekstra drikkevarer eller massage på hotellet, kan du nemt afregne med kort, når du checker ud.
Vaccinationer
Vi beder dig om at holde dig opdateret på Statens Serum Instituts hjemmeside. Som rejsebureau må vi ikke vejlede om vaccinationer, medicinering m.m.
Elektricitet
Hotellet benytter de samme stikkontakter som i Danmark, så du behøver ikke medbringe en adapter.
Måltider
Morgenmad og aftensmad er inkluderet i din rejse.
Hvis du har informeret os om allergier, vil restauranten naturligvis gøre deres bedste for at imødekomme dem. For ekstra sikkerhed anbefaler vi, at du minder tjenerne om dine allergier.
Bemærk venligst, at der ikke er inkluderet måltider på flyrejsen.
Drikkevand
Du kan trygt drikke vand direkte fra hanen. Vi anbefaler, at du medbringer en stor drikkedunk, som du kan fylde op undervejs. Der er også mulighed for at købe ekstra drikkevarer på hotellet.
Telefoni og wi-fi
Hotellet tilbyder gratis wi-fi. De fleste mobilselskaber inkluderer gratis mobildata på Færøerne, men tjek gerne hjemmefra, om det gælder for dig.
Sygdom under rejsen
Hvis du skulle blive akut syg under opholdet, kan du kontakte receptionen, som kan arrangere mad på værelset eller bestille en læge. Vær opmærksom på, at din yogalærer, af hensyn til eget helbred, ikke kan yde direkte assistance ved sygdom. For yderligere hjælp bør du kontakte dit forsikringsselskab.
Vi ønsker dig en fantastisk rejse!
Hvis du har spørgsmål eller ønsker undervejs, er du altid velkommen til at kontakte din yogalærer. Vores mål er at skabe den bedste yogarejse for dig, og vi gør vores yderste for at sikre, at både du og resten af gruppen får en unik og mindeværdig oplevelse. Vi håber, at du vil være med til at bidrage til den positive energi og fællesskabet i gruppen.
Massage & wellness
Book dine behandlinger
Udendørsspaen er ikke tilgængelig på dette retreat, og derfor er spaadgang ikke inkluderet i dit ophold. Til gengæld har vi allerede reduceret prisen, så du i stedet har mulighed for at forkæle dig selv med skønne, individuelle behandlinger i Ress Spa.
Som en ekstra lille bonus tilbyder hotellet 15% rabat på alle behandlinger 💙
Vi har selv prøvet flere af dem og kan ærligt sige, at de er både fortryllende og dybt afstressende. Vi kan varmt anbefale den forfriskende Rasul-behandling med lermaske og dampbad samt den vidunderlige “Orka” helkropsmassage – ren selvforkælelse!
Vi anbefaler, at du booker hjemmefra via spaens hjemmeside, da tiderne hurtigt bliver udsolgt. Husk at bruge kampagnekoden YOGASPA15 for at få 15% rabat.
Vi ønsker dig et helt fantastisk retreat 🌸
Nedtællingen er i gang!
Husk, at du altid kan række ud til din yogalærer undervejs – vi er her for at sikre, at din yogarejse på Færøerne bliver så inspirerende og unik som muligt. Vores mål er at skabe de bedste rammer for dig og hele gruppen, så vi sammen kan nyde den helt særlige retreat-stemning.
Vi håber også, at du bidrager med din positive energi. Dine input og din tilstedeværelse beriger fællesskabet og skaber en oplevelse fyldt med glæde, taknemmelighed og nærvær. På en grupperejse som denne spiller fællesskabet en stor rolle – men husk, at det også er helt i orden at trække sig tilbage og nyde roen, når du har brug for det. Vores yogalærer vil gøre sit bedste for at få den gode stemning til at blomstre fra starten.
Vi glæder os til at møde dig på Færøerne!
Vi kan næsten ikke vente med at byde dig hjerteligt velkommen til vores vidunderlige retreat. Selvom Færøerne er en del af Danmark, vil du opleve en helt unik kultur med masser af ro, stilhed og nærvær. Her får du mulighed for at sætte farten ned og give dig selv tid til at tanke op – både fysisk, mentalt og sjæleligt.
Er du i tvivl om, hvad du skal pakke? Læs videre og få vores bedste tips til pakkelisten 💙
Pakkeliste
Dét skal du medbringe
Måske er det din første gang på Færøerne? Bare rolig – vi hjælper dig med at gøre pakningen mere overskuelig! Brug vores pakkeliste som inspiration, og tilpas den, så den passer til din rejse. Hotellet har yogamåtter og yogaudstyr til alle, så du behøver kun at medbringe følgende:
De vigtigste ting i din håndbagage:
- Pas og rejsedokumenter
- Telefon og høretelefoner
- En god bog
- Solbriller
- Medicin, håndsprit og håndcreme
- En varm trøje til flyveturen
- Jakke, hue, vanter og sko til årstiden.
TIP! Medbring altid et sæt skiftetøj i håndbagagen, hvis din kuffert skulle blive forsinket.
De vigtigste ting i kufferten:
Tøj:
- Trøjer, bluser og lange bukser
- Pænt tøj til middagene (casual)
- Lange yogabukser, bluser og strik
- Undertøj, evt. i uld
- Sokker, evt. i uld
- Vandtæt vandretøj og sko til årstiden
- Paraply
- Badetøj.
I toilettasken:
- Tandbørste og tandpasta
- Shampoo og balsam*
- Hårbørste
- Plaster.
*På værelserne finder du shampoo, balsam, shower gel og bodylotion.
Cathrine Yoga Travel
Hejrevej 30, 2400 KBH NV
CVR: 40873546
Kontakt
E-mail: [email protected]
Rejs sikkert og godt
| Medlem af Rejsegarantifonden nr. 3226