Snart skal du på ayurveda-retreat!
Dit retreat på Sri Lanka:
Vi gentager succesen! Vores Ayurveda yoga-retreat på Sri Lanka er nemlig den ultimative sundhedsrejse for krop, sind og sjæl. Rejsen består af to daglige yogaklasser, daglige ayurvediske behandlinger, ayurvediske måltider, solbadning samt velvære, afslapning, nærvær og ro på vores luksuriøse, ayurvediske resort. Ayurvie Weligama er et luksuriøst, ayurvedisk resort med professionelle ayurvediske læger, terapeuter og kokke. Resortet ligger lige ud til det Indiske Ocean i det sydlige Sri Lanka.
Vil du vide mere om ayurveda? Find inspiration i Cathrines inspirerende blogindlæg om ayurveda og de tre doshaer her →
Inden din rejse starter, vil vi bede dig læse en masse praktiske informationer igennem, så du er klar til afrejsen. Vi har gjort det nemt for dig og har samlet alt, hvad der er relevant og rart for dig at vide, inden du hopper på flyveren mod Sri Lanka 🙏 Scroll ned!
Bliv rejseklar til Sri Lanka
Alt dét, du skal vide:
Pas, visum og indrejseregler
Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra indrejsedatoen på Sri Lanka, og der skal desuden være to blanke sider bagerst i passet til stempler. Det er vigtigt, at du tjekker alle sider i dit pas grundigt igennem forud for afrejse, da det ikke må være beskadiget.
Desuden er der visumpligt på Sri Lanka. Det er dit ansvar at ansøge om visum inden afrejse, og vi anbefaler, at du gør det straks efter at have modtaget din flybillet (eller senest en uge inden afrejse). Et visum koster cirka 220 kroner, og du betaler for det online, når du ansøger. Du modtager en godkendelse på dit visum i en e-mail, som skal printes og medbringes i håndbagagen, når vi rejser afsted mod Sri Lanka. Du kan ansøge om visum via følgende link →
Bemærk: Der er ikke længere nogen rejserestriktioner i forbindelse med COVID-19.
Ankomst til lufthavnen – Københavns Lufthavn (CPH)
Bemærk, at det ikke er muligt at tjekke ind online.
Vi anbefaler, at du er i Københavns Lufthavn 3 timer før afrejse. Når du ankommer, går du direkte til indtjekningsskranken. Personalet sørger for at tjekke dig ind og printe dit boardingpas. Herefter kan du gå direkte til sikkerhedskontrollen og videre ind i selve lufthavnen.
Hold øje med skærmene, hvor flyinformationerne løbende bliver opdateret med gatenummer og tidspunkt for boarding. Vær altid i god tid! Mange flyselskaber boarder én time før afgang.
Bagage
Du må medbringe ét styks indchecket bagage på maksimalt 25 kilo. Derudover må du medbringe ét styk håndbagage – for eksempel en rygsæk, som maksimalt må veje 7 kilo og måle 55 x 38 x 22 cm. Sørg for at veje og måle bagagen på forhånd, så du ikke risikerer at skulle betale for eventuel overvægt. Vi anbefaler, at du bruger en almindelig rygsæk som håndbagage, da den kan være smadder god at have med på selve rejsen.
OBS! Hver enkelt væske i håndbagagen må maksimalt indeholde 100 ml – og alle væsker skal kunne være i én pose på tilsammen maximum én liter. Du finder poser ved sikkerhedskontrollen i lufthavnen.
Ankomst – Sri Lanka (Colombo – CMB)
Når du ankommer til skønne Sri Lanka, skal du gå igennem visumskranken, finde bagagebåndet, hente din bagage og derefter fortsætte mod udgangen. Vores lokale chauffør vil stå klar med et stort skilt, hvor der står “Cathrine Yoga Travel & Ayurvie Weligama”. Når alle fra gruppen er samlet, kører I cirka 2,5 timer mod syd til det smukke Ayurvie Weligama.
Dit hotel – adresse
Ayurvie Weligama, No 212, Sangananda Mawatha, Kapparatota, Weligama, Sri Lanka.
Dit rejsebureau – adresse
Cathrine Yoga Travel, Hejrevej 30, 3. 2400 København NV, Denmark.
Hvis du har spørgsmål til din pakkerejse – før eller under din rejse – er du altid velkommen til at kontakte os. Du kan fange os på [email protected]. I nødsituationer kan du ringe til os på +45 53268502 via WhatsApp. Hvis du har spørgsmål om yoga under din rejse, kan din yogalærer hjælpe dig direkte på din destination – før, under eller efter yogaklasserne.
Bliv rejseklar til Sri Lanka
Alt dét, du skal vide (fortsat):
Valuta og kontanter
Den indonesiske valuta hedder Sri Lankanske Rupee (LKR). Her svarer 10.000 LKR cirka til 200 danske kroner. Du kan hæve kontanter i en ATM (hæveautomat) ved ankomsten til lufthavnen, eller du kan veksle hjemmefra.
Vaccinationer
Vi beder dig om at holde dig opdateret på Statens Serum Instituts hjemmeside i forhold til rejsevaccinationer. Som rejsebureau må vi ikke vejlede om vaccinationer og medicinering.
Elektricitet
Ayurvie Weligama bruger ikke de samme stik som i Danmark, så det kan være en god idé med en rejseadapter.
Måltider
Morgenmad, frokost og aftensmad samt vand og urtete er alt sammen inkluderet i dit yoga-retreat. Maden er ayurvedisk og vegetarisk og serveres som buffet af vores lokale kokke. Ayurveda-typerne er angivet på skilte, så du kan spise i overensstemmelse med din unikke ayurveda-type.
Vi vil gerne informere om, at der ikke tilbydes kaffe, sodavand eller alkohol på hotellet, og rygning er ikke tilladt på hotellets område. Vi anbefaler derfor, at du trapper ned hjemmefra for at få den bedste oplevelse 🙏
Det er vigtigt at bemærke, at vi desværre ikke kan imødekomme specielle kostbehov ombord på flyet.
Drikkevand
Der er filtreret vand til rådighed under alle måltider, og der vil også være vand på værelserne. Vi anbefaler, at du medbringer en drikkedunk.
Wi-Fi og TV
Der er gratis Wi-Fi i receptionen. Vær opmærksom på, at der ikke er Wi-Fi eller TV på værelserne, hvilket inviterer til at være offline i tråd med den ayurvediske ånd 🙏
Drikkepenge
På Sri Lanka er det god skik at give drikkepenge. Vi anbefaler, at vi samler ind og giver drikkepenge samlet i slutningen af opholdet, så alle medarbejdere på hotellet får del i denne gestus. På vores tidligere retreats har beløbet typisk ligget mellem 200 og 1000 danske kroner pr. person, omregnet til deres lokale valuta.
Sygdom under rejsen
Hvis du oplever akut sygdom på rejsen, bedes du venligst kontakte receptionen. Receptionen er primært åben i dagtimerne, og de kan hjælpe dig med at arrangere mad på værelset eller transport til en læge. Vær opmærksom på, at din yogalærer, af hensyn til eget helbred, ikke kan yde direkte assistance til syge yogagæster. For yderligere hjælp under rejsen, bør du kontakte dit forsikringsselskab.
Nedtællingen er i gang!
Vi ønsker dig en fantastisk rejse
Husk altid at tage kontakt til din yogalærer undervejs, hvis der er noget, vi kan gøre for at give dig en endnu bedre yogarejse på Sri Lanka. Vi stræber altid efter at gøre dit retreat enestående for dig, og vi arbejder hårdt for at skabe de optimale betingelser for dig og de øvrige gæster. Samtidig håber vi, at du vil hjælpe os med at bidrage til den positive energi og stemning i gruppen.
Vi ses snart på Sri Lanka
Vi kan næsten ikke vente med at byde dig varmt velkommen på Sri Lanka og vores vidunderlige resort. Når du ankommer til Sri Lanka, vil du opdage, at den indiske og sri lankanske kultur er meget anderledes fra den danske – og vi håber, at du vil være åbensindet og træde ind i den langsomme, rolige energi. Nyd, at du ikke skal nå noget på dit retreat – andet end at tanke dig selv op på ny på alle parametre!
Brug for hjælp med at pakke kufferten? Læs videre og få vores bedste anbefalinger til pakkelisten.
Pakkeliste
Dét skal du medbringe:
Måske er det første gang, du skal til Sri Lanka? Bare rolig, vi hjælper dig med at gøre pakkeprocessen mere overskuelig! Brug vores pakkeliste som inspiration og gør dig dine egne til- og fravalg.
De vigtigste ting i din håndbagage:
- Pas, visum og dine rejsedokumenter
- Telefon og høretelefoner
- En varm trøje, hvis det bliver køligt i flyet
- Tandbørste og tandpasta
- En god bog
- Solbriller
- Medicin, håndsprit og håndcreme.
TIP! Det er altid en god idé at have et sæt sommertøj med i håndbagagen – og eventuelt badetøj – hvis nu din kuffert skulle blive forsinket.
De vigtigste ting i kufferten:
Tøj:
- T-shirts og toppe
- Shorts og nederdele
- Tøj til middagene
- Undertøj
- Badetøj
- Sokker
- Regnjakke
- Sandaler.
I toilettasken:
- Tandbørste og tandpasta
- Shampoo og balsam
- Hårbørste
- Solcreme (vi anbefaler faktor 50) og aftersun
- Plaster
- Myggespray.
Yogaudstyr:
- Yogamåtte* eller rejsemåtte
- Én yogablok i skum eller kork (vigtigt)
- Yogaleggings eller -shorts
- Yogatoppe.
*Du behøver ikke at medbringe din egen yogamåtte. Der er yogamåtter til alle på resortet. Har du det bedst med at bruge din egen yogamåtte, er du selvfølgelig meget velkommen til at tage det med. Du kan også medbringe et ekstra håndklæde til at lægge over resortets måtte 💜