Cathrine laver et siddende yogatwist udenfor med udsigt til junglen på Bali

Glæd dig til din kommende uddannelse!

Din yogauddannelse på Bali

Velkommen til vores transformerende Yin Yang Yoga-uddannelse på Bali – en personlig og professionel uddannelsesrejse. Denne uddannelse giver dig mulighed for at blive certificeret som 200-timers yogalærer med speciale i yin yoga, yang yoga (hatha) og mindfulness meditation. Det er din chance for at fordybe dig i yogaens verden, træde ind i rollen som yogalærer og opleve den magiske, spirituelle energi på Bali.

Det, der gør denne uddannelse helt unik, er, at du bliver certificeret i hele tre yogaformer – yin yoga, yang yoga (hatha), og mindfulness meditation. Vi fordyber os i hver praksis, både individuelt og i en selvkærlig kombination. Yin yoga er en groundende og meditativ praksis, mens yang yoga styrker og giver energi. Denne balance vil du elske, og det vil dine fremtidige elever også! Yin Yang Yogauddannelsen tilbyder en harmonisk blanding af yin og yang, der tilsammen skaber en dybt nærende og selvkærlig praksis. Kroppen har brug for begge dele!

Uddannelsen finder sted på Jannata Resort & Spa, som ligger tæt på den spirituelle by Ubud, midt i det frodige junglelandskab. Siden 2017 har vi afholdt fantastiske yogarejser og -uddannelser på dette unikke hotel med et hav af tilfredse yogagæster – og dét forstår vi godt. Værelserne er eksklusive, maden er i særklasse, yogasalen ligger midt i junglen i de skønneste omgivelser, og den unikke spa indbyder til velvære og selvforkælelse.

Inden din rejse starter, vil vi bede dig læse en masse praktiske informationer igennem, så du er klar til afrejse. Vi har gjort det nemt for dig og har samlet alt, hvad der er relevant og rart for dig at vide, inden du hopper på flyveren mod Bali 🙏

Rejseklar til Bali

Alt dét, du skal vide:

Pas, visum og indrejseregler

Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra hjemrejsedatoen, og der skal desuden være to blanke sider bagerst i passet til stempler. Det er vigtigt, at du checker alle sider i dit pas grundigt, da det ikke må være beskadiget.

På Bali er der visumpligt, og du kan få et 30-dages turistvisum i lufthavnen ved ankomst. Visummet koster cirka 230 kroner.

Derudover er der indført en ny turistskat på cirka 70 kroner, som også betales i lufthavnen ved ankomst.

Der er ikke længere nogen rejserestriktioner i forbindelse med COVID-19.

Ankomst til lufthavnen – Københavns Lufthavn (CPH)

Bemærk venligst, at det ikke er muligt at foretage online indtjekning eller sædereservationer.

Vi anbefaler, at du er i lufthavnen 3 timer før afrejse. Når du ankommer til Københavns Lufthavn (CPH), går du direkte til indtjekningsskranken. Personalet sørger for at tjekke dig ind og printer dit boardingpas. Herefter kan du gå direkte til sikkerhedskontrollen og ind i selve lufthavnen.

Hold øje med skærmene, hvor flyinformationerne løbende bliver opdateret og med din gate, og hvornår du skal boarde. Vær altid i god tid! Mange flyselskaber boarder én time før afgang.

Bagage

Du må maks. have 25 kilo bagage med i kufferten. Den må maksimalt måle 200 cm (længde) x 75 cm (bredde) x 80 cm (højde). Derudover må du medbringe ét styk håndbagage – for eksempel en rygsæk, som maksimalt må veje 7 kilo og måle 50 x 37 x 25 cm. Sørg for at veje og måle bagagen på forhånd, så du ikke risikerer at skulle betale for eventuel overvægt. Vi anbefaler, at du har en almindelig rygsæk som håndbagage, da den kan være god at have med på selve rejsen.

OBS! Hver enkelt væske i håndbagagen må maksimalt indeholde 100 ml – og alle væsker skal kunne være i én pose på maximum én liter. Du finder poser ved sikkerhedskontrollen i lufthavnen.

Ankomst på Bali

Når du ankommer til Bali Lufthavn (DPS), skal du igennem visumskranken, finde bagagebåndet, hente din bagage, udfylde bagageformularen og derefter søge mod udgangen. Vores chauffør vil stå klar med et stort skilt, hvorpå der står Cathrine Yoga Travel & Jannata Spa & Resort. Når alle fra gruppen er samlet, kører I cirka 90 minutter mod nord til det smukke Jannata Spa & Resort, hvor vi skal bo.

Dit hotel

Jannata Spa & Resort, Jl. Rsi Markandya, Br. Bangkiang Sidem Desa Keliki, Tegalalang, Gianyar, Bali, 80561, Indonesia

Dit rejsebureau

Cathrine Yoga Travel, Hejrevej 30, 3. 2400 København NV, Denmark.

Hvis du har spørgsmål vedrørende din pakkerejse før eller under din rejse, er du altid velkommen til at kontakte os. Du kan fange os på [email protected], eller i nødsituationer kan du ringe/SMS til Cathrine på +45 53268502 via WhatsApp. Hvis du har spørgsmål om yoga under din rejse, kan din yogalærer hjælpe dig direkte på din destination før, under eller efter yogaklasserne.

Yoga uddannelse Bali - 200 timer yogalæreruddannelse på Bali

Rejseklar til Bali

Alt dét, du skal vide (fortsat):

Valuta og kontanter

Den indonesiske valuta hedder Rupiah (IDR). Her svarer 10.000 IDR cirka til 5 danske kroner. Vi kan også anbefale at medbringe USD til veksling af IDR. Du kan hæve kontanter i ATMs og banker ved ankomst eller i de fleste byer. Har du tilkøbt ekstra drikkevarer, massage, transport på hotellet, kan du betale med kort, når du checker ud.

Vaccinationer

Vi beder dig om at holde dig opdateret på Statens Serum Instituts hjemmeside i forhold til rejsevaccinationer. Som rejsebureau må vi ikke vejlede om vaccinationer, medicinering m.m.

Elektricitet

Jannata Spa & Resort bruger samme stik som i Danmark, så du har ikke brug for en adapter.

Måltider

Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet i din rejse. Maden er vegetarisk og tilberedes af vores dygtige lokale kokke. Der er også mulighed for at vælge fisk som hovedret. Hvis du har informeret os om allergier, vil vi selvfølgelig tage hensyn til dem på bedst mulige måde.

Vær opmærksom på, at vi desværre ikke kan imødekomme særlige kostbehov ombord på flyet, så husk at medbringe din egen specialkost til flyrejsen.

Drikkevand

Der er filtreret vand til rådighed under alle måltider, og der vil også være flasker med drikkevand på værelserne. Vi anbefaler, at du medbringer en drikkedunk. Du har også mulighed for at købe ekstra drikkevarer.

Telefoni og wi-fi

Der er gratis wi-fi i receptionen og restauranten. Bemærk, at der er begrænset dækning på værelserne.

Drikkepenge

Det er god skik at give drikkepenge på Bali. Vi anbefaler, at vi samler sammen og giver drikkepenge i slutningen af opholdet.

Sygdom under rejsen

Hvis du oplever akut sygdom under rejsen, bedes du kontakte receptionen via værelsestelefonen. Receptionen er åben døgnet rundt og kan hjælpe med at arrangere mad på værelset eller transport til en nærliggende læge. Bemærk, at din yogalærer, af hensyn til eget helbred, ikke kan yde direkte assistance til syge gæster. For yderligere hjælp under rejsen, bør du kontakte dit forsikringsselskab. Print gerne dine forsikringspapirer hjemmefra, så du ved præcis, hvordan du kan tage kontakt til dem. Det giver en god ro i maven.

Vi ønsker dig en fantastisk rejse!

Husk altid at kontakte din yogalærer eller personalet i receptionen undervejs, hvis der er noget, vi kan gøre for at forbedre din uddannelsesrejse på Bali. Vi stræber efter at give dig den bedste oplevelse og arbejder hårdt for at skabe de optimale rammer for dit ophold. Vi håber også, at du vil være med til at skabe en positiv energi og stemning sammen med dine medstuderende. Støt hinanden, hep på hinanden, ræk ud og smil – det skaber en fantastisk atmosfære. Og husk, at det er helt i orden at have en stille dag. Det er en intensiv uddannelsesrejse, så hvis du har brug for ro, så del det gerne med dine medstuderende, så de ved, at du har brug for at være stille på en af uddannelsesdagene. Det har vi stor respekt for, og vi støtter dig! ♥

Pakkeliste

Dét skal du medbringe:

Måske er det første gang, du skal til Bali? Bare rolig, vi hjælper dig med at gøre pakkeprocessen mere overskuelig! Brug vores pakkeliste som inspiration, og gør dig dine egne til- og fravalg, som det passer til din rejse.

De vigtigste ting i din håndbagage:

  • Pas og dine rejsedokumenter
  • Telefon og høretelefoner
  • En varm trøje, hvis det bliver køligt i flyet
  • Tandbørste og tandpasta
  • En god bog
  • Solbriller
  • Medicin, håndsprit og håndcreme.

TIP! Det er altid en god idé at have et sæt sommertøj med i håndbagagen, hvis nu din kuffert skulle blive forsinket.

De vigtigste ting i kufferten:

Tøj:

  • T-shirts* og toppe
  • Shorts og nederdele
  • Tøj til middagene
  • Undertøj
  • Badetøj
  • Sokker
  • Regnjakke, lille paraply til tasken og klipklapper
  • Sandaler

*Husk en hvid t-shirt til tempelturen, som dækker skuldrene.

I toilettasken*:

  • Tandbørste og tandpasta
  • Shampoo og balsam
  • Hårbørste
  • Solcreme (faktor 50) og aftersun
  • Plaster
  • Myggespray.

*Der er shampoo, balsam samt myggespray på alle værelser.

Yogaudstyr:

  • Yogamåtte* eller rejsemåtte
  • Yogaleggings eller -shorts
  • Yogatoppe
  • Ét sæt hvidt tøj til ceremoni
  • Din Yogamanual fra Cathrine Yoga Academy
  • Notesbog og skriveredskaber.

*Du behøver ikke at medbringe din egen yogamåtte. Der er yogamåtter til alle på resortet. Har du det bedst med at bruge dit eget udstyr, så er du selvfølgelig meget velkommen til at tage det med. Du kan også medbringe et ekstra håndklæde til at lægge over resortets måtte 💜

Har du flere spørgsmål til din uddannelsesrejse? Kontakt os gerne direkte på [email protected] – vi er klar til at hjælpe dig!