Yogainterview med Birgitte Gorm

Birgitte Gorm er psykolog og yogalærer. Dette inspirerende yogainterview med Birgitte Gorm har været længe undervejs. Jeg har glædet mig meget til at dele Birgittes guldkorn om yoga og om livet. Sikke en livsbekræftende historie!

Yogainterview med Birgitte Gorm

Hvem er du? 

Jeg hedder Birgitte Gorm og jeg bor i København. Jeg er psykolog, yogalærer, zen buddhist og mor til to. Jeg studerede en yogaform, der hedder Dynamic Yoga igennem 15 år og var seniorlærer ved Windfire School of Yoga, der er en international yogaskole, som stod for Dynamic Yoga Teacher Training i en årrække.

I dag bekender jeg mig ikke til nogen bestemt stilart eller skole.

Jeg lader mig løbende inspirere af det, der sker i feltet omkring yoga og bevægelse og er for tiden meget optaget af fascia (en del af bindevævet) og nye måder at bevæge sig på indenfor yogaens fysiske praksis. Jeg er også uddannet i Big Mind processen og faciliterer individer og grupper efter denne metode som en del af min yogaundervisning. Jeg underviser mest kurser, workshops og retreats og ind imellem efteruddannelser for yogalærere. Jeg har været i gang som yogalærer i lidt over 15 år nu.  

Hvad elsker du allermest ved yoga?  

Åh, jeg ville ønske, jeg kunne sige noget smukt på sanskrit, der får mig til at ligne en yogalærer, der ved, hvad hun laver. Men faktisk tror jeg, det, jeg elsker allermest ved yoga, er, at min praksis igen og igen viser mig, at jeg ikke ved, hvad jeg laver.

Jeg har praktiseret i over 20 år nu, og hver gang jeg tror, at NU ved jeg, hvad yoga går ud på. Så bliver jeg forelsket i noget nyt, jeg har mærket eller opdaget, og må jeg revurdere alt, hvad jeg har lært igen. Den dybde jeg troede, jeg havde fundet, da jeg var 25 viste sig at være en vandpyt i kanten af en rivende flod. Men ikke nok med det, den flod jeg så troede, var det ”rigtige” for mig viste sig at være skummet på en lille bitte bølge i et gigantisk ocean. Og sådan bliver det ved. Jeg elsker det. 

Hvor startede din yogarejse? 

Min farmor var dedikeret yoga udøver. Efter en gymnastikuddannelse på Ollerup begyndte hun hos en yogalærer og blev ved med op i en meget høj alder. Hun praktiserede næsten hele livet, hver morgen på vej ud af sengen. Hun lærte mig åndedrætsteknikker og venepumpeøvelser, som hun mente ville hjælpe på min astma og mine kronisk kolde tæer. Vi stod i træets stilling sammen under bruseren, og når vi kom ud blev jeg smurt ind i mandelolie fra top til tå ayurveda-style. Hun guidede mig i savasana, når jeg ikke kunne sove og selv som voksen kvinde med et travlt liv, kom jeg af og til forbi hendes lejlighed på Christianshavn for at få ”en afspænding”, som vi kaldte det.

Jeg kan stadig huske hendes stemme, når hun i langsom, rytmisk rækkefølge nævnte alle kroppens dele en for en: ”føøødderne… hææælene… tæææerne… læææggene… knæææene… lååårene …”. 

Min farmor havde altid troet, at den dag hun var færdig med at leve, kunne hun bare beslutte sig for at dø. Men lige det at give slip er jo netop ikke en viljesbestemt handling. Jeg tror, det var lidt en kamp, hun var igennem de sidste par uger af hendes liv. Hun lå i det knitrende hvide institutionssengetøj med kun baghovedet og korsbenet i kontakt med madrassen. Øjnene vågne og kiggende rundt som om hun ledte efter noget, åndedrættet kort og overfladisk. Min familie og jeg sad hos hende på skift den sidste uges tid. 

Det sidste døgn havde jeg rigtig meget tid med hende. Jeg kan huske, at jeg sad med hende det meste af natten og langt hen af dagen. Jeg talte hende igennem savasana, som hun havde gjort det med mig. Det var som ordene, tempoet og intonationen, som hun havde lært af sin lærer og givet videre til mig flød baglæns. Man kunne se, at hun øjeblikkelig kendte programmet, det var som at trykke på en knap, mens det varede kunne hun slippe kroppen lidt. Det må have været en pudsig oplevelse for hende sådan at bytte roller, men mit håb var, at det hjalp hende lidt i dødsprocessen. Hun gav helt slip samme aften, mens jeg lige var hjemme for at putte børn. Vi havde sagt farvel. Da jeg kom tilbage, var hun lige død. Vi stod der og kiggede på hende. Hun så så fredfyldt ud, som hun lå der helt afspændt med det blødeste ansigt. Ligesom en baby, der sover. Eneste forskel var, at åndedrættet manglede. Jeg tænker, at også dér underviste hun på en måde i savasana. Jeg har aldrig glemt den fredfyldthed, der var omkring hende lige der. Det har taget mange år rigtigt at se, hvilken start hun har givet mig.

Uden hende er jeg ikke sikker på, jeg var blevet så interesseret i ”det alternative” allerede som barn, at jeg var startet på buddhistisk meditation som teenager, og at jeg var gået all in i 1990’erne, da Vesten fik sit andet yoga-boom.

Det er helt sikkert også hende, der har påvirket min vinkel på yoga, som primært handler om overgivelsens paradoks. Men mest af alt har hendes uhøjtidelige måde at dele sin praksis igennem hverdagens små aktiviteter været en stor inspiration. 

Hvordan har yogaen indflydelse på din livsstil? Hvordan lever du?

Hmm… det er svært at skille yoga og liv ad for mig. Så jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal svare. Jeg tror, jeg lever som de fleste Københavnerkvinder i 40’erne, der har børn og karriere. Jeg rejser måske lidt mere, bruger måske flere penge på yogauddannelse og læser nok nogle lidt andre bøger end den gennemsnitlige dansker, men jeg ved ikke rigtigt, om jeg synes, det definerer min levemåde som sådan.

Jeg sidder jo ikke i en meditationsstilling hele tiden, og nogle uger får jeg slet ikke praktiseret så meget, som jeg kunne have lyst til. Jeg går for eksempel også til forældremøder og på Facebook, og jeg går også i panik, når jeg skal udfylde selvangivelse. Jeg hader også at spise hørfrøolie (men gør det alligevel – why?) og får ganske sikkert alt for meget sukker lige som så mange andre.

Jeg bekymrer mig om verdenssituationen og mine børns fremtid fuldstændig som andre forældre. Jeg glemmer mine privilegier ligeså så let som den almindelige, hvide middelklassedanskere gør det, og jeg fucker up og siger undskyld mindst lige så tit, som mine venner udenfor yogamiljøet gør. Hvis yoga har indflydelse på min livsstil, så er det måske bare det, at alt det der sker i mit liv også føles som yoga for mig. At min praksis er mit liv. I medgang og i modgang, som de siger. Der er altid mulighed for at spørge mig selv: Hvad har jeg egentlig gang i lige nu? Hvad er det her?   

Hvad er dit bedste råd til en grøn yogi? 

Uha, den er svær. Jeg har i mange år gået og tænkt, at hvis bare vi alle sammen passer vores praksis og finder fred med os selv, så skal verden nok blive et bedre sted. At der er sådan en slags magi, hvor det, vi mærker og erkender, også forplanter sig til vores relationer, omverden og miljø. Men her på det sidste, er jeg begyndt at overveje, om det er alt, vi kan sige om den sag. Muligvis kan det at ”passe sin praksis” kvalificeres lidt mere? Jeg ved ikke, hvad det bedste råd til en ”grøn Yogi” kunne være. Jeg passer lidt på med ”det bedste” for tiden. Et muligt råd kan være at overveje, om din yogapraksis bliver brugt til at lukke op eller lukke i for det, som sker.

Jeg ved fra egen erfaring, at yoga sagtens kan bruges til at lukke sig selv ind i en ”alt er perfekt, som det er”-mytologi, hvor man bliver mere og mere afslappet på meditationspuden, selv om verden omkring en måske går af helvede til. Og det er sandt, i grunden ER vi perfekte, som vi er. Den erkendelse er et godt første skridt til at kunne tage fingeren af panikknappen. Men den ro, vi finder i vores praksis, er måske ikke kun skabt til at agere wellness-sovepude og stressreduktion. Den kan også danne grundlag for vores handleevne. Skridtet videre er at tage den ro og tolerance med ind den virkelige menneskeverden, hvor ting er langt mere sårbare, omskiftelige og risikable. Der, hvor vi kan og må, passe på hinanden.