Granola med banan

Hjemmelavet Granola med banan, nødder og chokolade
Denne banan-granola er en sand favorit herhjemme, da den ikke kun smager fantastisk med et strejf af banankage, men også er god for ens sundhed.

 

Banan-granola med naturlig sødme og fuldkorn

Bananerne bidrager i denne opskrift både med en naturlig sødme og samler de øvrige ingredienser, så man får nogle store, crunchy stykker granola, hvilket jeg er helt vild med. Granolaen er rig på havregryn, som er en god kilde til fuldkorn, der bl.a. støtter fordøjelsen og kan mindske ens risiko for at udvikle bl.a. hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes.

En voksen dansker skal ifølge anbefalingen have 75 g fuldkorn om dagen, og dette kan opnås ved blot at spise, som et eksempel, 2 dl havregryn og 1 skive fuldkornsrugbrød i løbet af en dag. Så hvis du starter din morgen med 1-2 dl granola, er du allerede godt på vej.

Find din personlige favoritsmag

Du kan tilsætte kanel eller andre krydderier samt forskellige nødder og kerner til opskriften, hvis du ønsker lidt afveksling i den. Hvis du er mest tryg ved at følge en opskrift, kan du prøve denne sprøde granola med kanel 🤎

Prøv også mine lækre opskrifter på morgenmadsvafler og granolabarer. God fornøjelse!

Hjemmelavet Granola med banan, nødder og chokolade

Granola med banan - opskrift på en lækker sprød granola med banan, nødder og chokolade

Ingredienser

Granola


  • 2 spsk. kokosolie
  • 2 stk. modne bananer ca. 180 g
  • 2 spsk. agavesirup
  • 1 knivspids salt
  • 6 dl grovvalsede havregryn evt. glutenfri
  • 1 dl rosiner
  • 2½ dl nødder fx. mandler
  • ½ dl mørke chokoladeknapper (valgfrit)

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 150 grader varmluft.
  • Smelt kokosolien let i en gryde, hvis den er fast.
  • Mos bananerne grundigt med en gaffel.
  • Bland de mosede bananer med olie, agavesirup og salt.
  • Tilsæt havregryn, rosiner og meget grofthakkede nødder.
  • Fordel granolaen på en bageplade.
  • Bag granolaen i 35-40 minutter, eller til den er let gylden.
  • Når granolaen er kølet helt, ned vendes chokoladeknapperne i blandingen.

Noter:

  • Når granolaen er bagt let gylden, vil den blive helt sprød, når den bliver kølet ned.