Gulerodsmuffins med æble og kanel

Sunde gulerodsmuffins med æble, gulerod og kanel

Bløde, svampede og krydrede

Disse fine og skønne gulerodsmuffins er ualmindelig bløde, svampede og krydrede i smagen og er lækre til næsten enhver lejlighed og indeholder knap 300 g frugt og grønt. De er nemme at lave og holder sig let svampede i flere dage, efter at de er bagt, også efter at have været frosset ned og tøet op igen, selvom der selvfølgelig ikke er noget, der slår en lun og friskbagt muffin.

Sunde gulerodsmuffins

Jeg har til denne opskrift brugt kokospalmesukker, da det har en mere karamelagtig og dyb smag og som til forskel fra hvidt sukker har lidt næringsstoffer i sig. Jeg har også valgt at bruge plantesmør frem for almindeligt smør, da plantesmør generelt set har en lidt mere favorabel fedtsyresammensætning.

Dette skyldes, at plantesmør indeholder mindre mættet fedt end traditionelt smør, en fedtsyretype, som det kan være skadeligt at få for meget af, da det kan øge risikoen for at udvikle livsstilssygdomme. Det betyder ikke, at man behøver at undgå mættet fedt helt, men det anbefales, at man erstatter mættet fedt med umættet fedt, hvor man kan ifølge de officielle anbefalinger, hvilket jeg har tilstræbt i denne opskrift. 

Du kan også prøve mine æblemuffins med kanel. God fornøjelse 💛

Sunde gulerodsmuffins med æble, gulerod og kanel

Gulerodsmuffins med æble og kanel - opskrift på ualmindelig bløde, svampede og krydrede muffins

Ingredienser

Gulerodsmuffins

  • 125 g plantesmør
  • 2 æg
  • 125 g kokossukker
  • 75 g grovvalsede havregryn
  • 125 g hvedemel
  • 1½ tsk. stødt kanel
  • 1½ tsk. bagepulver
  • 200 g groftrevet gulerod
  • 50 g groftrevet æble
  • 25 g æbletern
  • 7-8 stk. muffinforme

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovn.
  • Bland plantesmør, æg, kokospalmesukker og 50 g havregryn sammen i en skål.
  • Bland hvedemel, kanel og bagepulver sammen, og vend det i skålen med smør osv. lidt efter lidt.
  • Rør de revne gulerødder, det revne æble og halvdelen af æbleternene i dejen.
  • Fordel dejen i dine muffinforme.
  • Top dine muffins med resten af dine havregryn og æbletern.
  • Bag dine muffins i ca. 25 minutter.

GRATIS! Hent appen

Danmarks mest populære yoga-app

Download Cathrine Yoga appen - dit selvkærlige redskab med +200 yoga- og meditationsvideoer, yogakure, sunde opskrifter og meget mere! Over +40.000 downloads og +1.000 anmeldelser ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Cathrine Yoga appen