Gul smoothie-bowl med topping

Gul smoothie-bowl med mango, banan, ananas, appelsin og topping

Denne cremede og lækre, tropiske smoothie-bowl er perfekt til enhver anledning, og så er den bare flot for øjet. Den kan nemt tilpasses, så den passer til dine smagsønsker.

Gul smoothie-bowl

Du kan nemt gøre din smoothie-bowl sødere, hvis du har fået fat i en lidt syrlig mango eller ananas. Tilføj blot smoothien lidt ekstra banan eller honning. Du kan også bruge mælk eller plantedrik i stedet for appelsinsaft eller appelsinjuice, hvis du ønsker en mere sød, rund og cremet smag.

Ideer til toppings

Jeg elsker at toppe mine smoothie-bowls med frisk frugt og bær samt enten en god granola eller hakkede nødder, da det gør smoothien mere mættende. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser i forhold til topping, og du kan toppe dine smoothie-bowls med lige nøjagtig dét, du ønsker og bedst kan lide. Leg med dine toppings og varier det fra dag til dag.

En smoothie-bowl dækker den anbefalede mængde frugt om dagen

Drik din smoothie med ekstra god samvittighed! Ved at nyde denne skønne smoothie-bowl har du nemlig allerede fået mere frugt end den mængde, det anbefales, at vi danskere i gennemsnit indtager om dagen. Så denne smoothie-bowl glæder altså ikke kun dine smagsløg, men også din krop, sundhed og velvære.

Er du vild med smoothies og bowls? Prøv også min lækre greenie bowl eller denne smukke skyrsmoothie med bær og granola 😋💛

Gul smoothie-bowl med mango, banan, ananas, appelsin og topping

Gul smoothie-bowl med topping - opskrift på en skøn og cremet smoothie bowl med mango, banan, ananas og appelsin

Ingredienser

Smoothie-bowl

  • 200 g frossen mango
  • 100 g frossen ananas
  • ½ stk. banan
  • 1 dl appelsinsaft eller appelsinjuice
  • ¼ tsk. vaniljepulver
  • 1½ spsk. flydende honning

Forslag til topping

  • Kokosmel/kokosflager
  • Granola eller hakkede nødder
  • Frisk frugt eller bær, fx mango, ananas og jordbær

Sådan gør du

  • Lad mango og ananas tø på køkkenbordet i 5-10 minutter, inden smoothien klargøres.
  • Blend alle ingredienserne sammen i en blender.
  • Ved behov kan du tilsætte lidt ekstra appelsinsaft eller anden væske til blenderen.
  • Top smoothien med din yndlingstopping.

Noter

  • Lad gerne din frosne frugt ligge og tø i 5-10 minutter ved stuetemperatur, inden du kommer frugten i din smoothie. Det er især et godt tip, hvis du ikke har den stærkeste blender eller ønsker at bruge mindre væske, så smoothien kan blive mere fast og cremet, idet det kræver lidt mindre væske at få blenderen til at løbe rundt, når frugten er let optøet.