Rugbrød med kerner
Hjemmebagt rugbrød er noget helt særligt og smager himmelsk. Jeg tror, mange afholder sig fra at bage deres eget rugbrød, fordi det kan lyde tidskrævende og kompliceret, men sådan behøver det ikke at være. Derfor har jeg lavet en opskrift på et skønt rugbrød, som er fuldt af kerner, uden surdej og lige til at gå til, til jer.
Hjemmelavet rugbrød med kerner – tips til at få det, som du ønsker
Her er nogle af mine tips til, hvordan du kan få dit rugbrød, som du ønsker det:
- Kig til brødene undervejs, så du ikke ender med at bage dem for længe, og de bliver tørre.
- Hvis du har et stegetermometer, kan du med fordel stikke det ned i midten af brødene efter 1 time og måle deres temperatur første gang – brødene er bagte, når temperaturen er kommet op på 96-98 grader.
- Hvis du ikke har et stegetermometer, kan du tage brødene ud af formen og banke på bundene – de skal være faste og lyde hule, når de er færdige.
- Hvis du ønsker en sprød krumme, kan du evt. tage brødene ud af formene og give dem 5 minutter ekstra i ovnen efterfølgende.
- Hvis du vil undgå en for sprød krumme, kan du pakke dine lune rugbrød, der ligger til afkøling, ind i et fugtigt viskestykke.
- Det er desuden vigtigt, at du ikke skærer i dine rugbrød, før de er kølet ned, selvom jeg ved, at det kan være fristende, men hvis du skærer i det for tidligt, risikerer du, at de bliver klæge.
Anbefalinger til forme
Jeg bruger ofte to forme på 2 liter til denne opskrift og gerne metalforme, da jeg synes, at de sikrer en jævn varmefordeling. Hvis du har lidt dej tilovers, kan du lave nogle sprøde og lækre rugbrødsstave – det er blot vigtigt, at de ikke får for lang tid, da de let kan blive tørre.
Prøv også at bage din egne boller og dine egne lækre sunde kager. Jeg kan anbefale dig at prøve mine populære gulerodsboller og mine sunde kanelsnegle. God bagelyst 💛
Rugbrød med kerner - opskrift på skønne rugbrød
Ingredienser
Rugbrød
- 300 g skårne rugkerner
- 10 dl vand
- 50 g gær
- 125 g solsikkekerner
- 125 g græskarkerner
- 1½ spsk. flydende honning
- 2½ tsk. salt
- 1 l yoghurt naturel (0,5 %)
- 300 g fuldkornshvedemel
- 750 g rugmel
- 150 g hvedemel
- 1½ spsk. sovsekulør (valgfrit)
- ½ tsk. smagsneutral olie
- 25 g blandede sesamfrø (kan undlades)
Sådan gør du
- Kom rugkernerne i en gryde, og kog dem i 5 dl vand i ca. 4 minutter, til vandet er fordampet, og lad dem efterfølgende køle ned på en tallerken.
- Opløs gæren i 5 dl vand, og tilsæt kerner, honning, salt og yoghurt, og rør det sammen.
- Tilsæt fuldkornshvedemel, rugmel, hvedemel og evt. sovsekulør, og rør det hele godt sammen.
- Lad dejen hæve i 1½ time.
- Smør 2 rugbrødsforme med lidt smagsneutral olie, og kom efterfølgende dejen i (fyld dem ikke meget mere end ⅔ del op).
- Drys sesamfrø på toppen.
- Forvarm ovnen (200 grader almindelig ovn).
- Når brødet sættes ind, sænkes temperaturen til 180 grader og bages i ca. 1½ time, men kig til det efter en time. Bagetiden afhænger meget af højden og materialet, dine forme er i.
Kommentarer