Mulligatawny – vegetarisk indisk suppe

Mulligatawny vegetarisk indisk suppe
Retten mulligatawny er en indisk suppe, som kan laves på mange forskellige måder. Jeg har lavet en vegetarisk og fyldig udgave med masser af krydderier, grøntsager og linser, som jeg har glædet mig til at dele med jer.

 

Mulligatawny – Mild eller spicy?

Retten har lidt af det hele og er både cremet og fuld af smag, men hvis du ikke er så vild med spicy mad, så vælg en mild karry og hold igen med chilien jeg har selv brugt en mild chili til denne opskrift.

Til hverdag og til fest

Det er desuden en alletiders hverdagsret, da den passer sig selv det meste af tiden og nemt kan fryses ned og varmes op igen, så lav endelig en større portion, når du er i gang! Den gør sig også rigtig godt til, når man får gæster, af netop samme årsager servér evt. retten med topping og tilbehør til, og så har du en fornem middag at servere. Jeg synes selv, at ris, peanuts, kokosflager, limesaft, ristede cashewnødder, nanbrød og rosiner samt friske krydderurter, ananas og æble går rigtig godt til, så der er masser af muligheder.

Hvis du er vild med Indisk mad, kan jeg også anbefale dig at prøve disse opskrifter: gobi masala og indisk Dahl. God fornøjelse 💛

Mulligatawny vegetarisk indisk suppe

Mulligatawny – vegetarisk indisk suppe - Opskrift på en cremet og smagsrig indisk suppe

Ingredienser

Mulligatawny

  • 200 g gulerødder
  • 2 stængler bladselleri
  • 2 stk. æbler
  • 3 stk. løg
  • 4 fed hvidløg
  • ½ spsk. kokosolie
  • 3 tsk. karry
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk. gurkemeje
  • ½ tsk. chiliflager
  • 1½ tsk. stødt koriander
  • 1 tsk. salt
  • 1½ dl røde linser
  • 1 tsk. fintrevet ingefær
  • 400 g hakkede tomater
  • 5 dl vand
  • 1-1½ dl kokosmælk

Sådan gør du

  • Skær gulerødder, bladselleri og æbler i mindre tern.
  • Hak løgene fint, og pres hvidløgsfeddene.
  • Steg kort løg og hvidløg i olien i en gryde.
  • Tilsæt krydderier, linser og fintrevet ingefær, og lad det hele stege helt kort under omrøring.
  • Tilsæt de forberedte gulerødder, bladselleri, halvdelen af æblerne, hakkede tomater og vand.
  • Lad det hele simre i 20 minutter.
  • Kom kokosmælken i, og lad retten simre yderligere 5 minutter inden servering.
  • Smag retten til med salt og kokosmælk.
  • Servér suppen toppet med friske æbler.

Tip!

  • Hvis du ønsker en tyndere og mildere suppe, kan du tilføje lidt ekstra vand.

GRATIS! Hent appen

Danmarks mest populære yoga-app

Download Cathrine Yoga appen - dit selvkærlige redskab med +200 yoga- og meditationsvideoer, yogakure, sunde opskrifter og meget mere! Over +40.000 downloads og +1.000 anmeldelser ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Cathrine Yoga appen