23. juni 2017
Sommerferie idéer 💛 Skal vi ikke dele hinandens sommerferie-planer, så vi kan lade os inspirere og få nye idéer? For at være ærlig, føles mit “arbejde” (drømmejobbet) som én lang ferie. Jeg laver præcis alt det, jeg elsker at lave – og jeg takker nej eller bliver assisteret med alt det, jeg ikke føler for. Mine ugentlige yogaklasser er gået på sommerferie, så jeg kan få en dejlig inspirationspause og være fuldt tilstede, når jeg f.eks. guider tre Yoga Retreats på Møn og Samsø. Samtidig har jeg brug for at ryste posen, tage nye briller på og fordybe mig i min egen yoga- og meditationspraksis. Det er altid, når jeg giver fuldkommen slip, at nye idéer, drømme og iværksætterier blomstrer.
✨ At tage til havefest, hvor min søsters nye eksamensbevis skal fejres. Jeg er så stolt af min lillesøster.
✨ At guide et Yin Yoga Treat i det jyske, hvor vi skal lave Yin Yoga, akupressur, meditere, snack’e og nyde roen på landet. Både min kæreste og jeg elsker at være på landet. Hvis vi ikke allerede boede 10 meter fra Søndermarken og Zoo, ville vi være flyttet i hus nu.
✨ At genlæse Invincible Living af Guru Jagat, der virkelig gjorde et stort indtryk på mig. Nogle bøger læser jeg igen og igen – mens andre ryger ind på nederste hylde.
✨ At fortsætte personlig træning hos Anja. Vi træner 1-2 gange ugentligt med særligt fokus på mobilitet og styrke i ryggen, så den forbliver smertefri. Det har været en lang rejse, men jeg kan nu lokalisere ét punkt, hvor smerten kommer fra. Det sidder lige i kanten af skulderbladet ind mod rygsøjlen. Jeg går derfor også til cupping hos Kevin.
✨ At guide tre danske Yoga Retreats, der strækker sig over 3-4 dage. Jeg har et dejligt hjerte-team, der hjælper med at lave mad, hygge om yogaeleverne samt assistere mig. Jeg er fortsat på udkig efter assistenter til mine eksotiske yogarejser 2019.
✨ At smutte fire dage til smukke Skagen, hvor vi skal bo hos svigermor. Vores årlige Skagen-tur er altid festlig.
✨ At lytte til naturen i Søndermarken. Jeg har ét hemmeligt spot i parken, hvor jeg kan ligge uforstyrret og kigge op på trækronerne. Førhen lyttede jeg meget til lydbøger i naturen, men jeg opdagede, at naturen kan fortælle mange flere historier. Jeg plejede at cykle ud til min hemmelige badebro på Amager, men cykelstien langs havet er ulykkeligt blevet lukket hele sommeren. Øv, øv!
✨ At arbejde videre på mine store forretningsprojekter. Jeg deler altid mine projekter op i små etaper og skifter mellem dem – uge for uge – så jeg holder gnisten glødende og motivationen høj. Der er særligt et projekt, der ligger højt på listen: Cathrine Yoga Academy.
✨ At nyde den danske sommer. Jeg går et spændende efterår i møde, hvor mine månedlige eksotiske yogarejser starter. Sommer året rundt. Zanzibar, 3x Bali, Sri Lanka, Zanzibar, Thailand, Marokko og Mexico. Min kæreste, der er en del af mit hjerte-team, skal assistere mig på Zanzibar og Bali 2.0.
✨ At få nye briller. Glasset i mine elskede Karl Lagerfeld briller er gået i stykker – eller refleksbehandlingen er. De er lige præcis over to år gamle, så det bliver en dyr fornøjelse. Spørgsmålet er, om jeg skal vælge samme eller nyt brillelook!
Kommentarer