Hjemmelavet koldskål med skyr
Denne opskrift på koldskål med vaniljeskyr, kærnemælk, ahornsirup, vanilje og citron har en dejlig sødme med et friskt, letsyrligt pust af citron. Og jeg elsker alt ved den!
Hjemmelavet koldskål med skyr
Koldskål er for mange nærmest gået hen og blevet indbegrebet af dansk sommer. Og netop fordi vi får det flere gange i løbet af en sommer, nyder jeg at tilberede min koldskål på forskellige måder. Både for at variere smagsoplevelsen og for at få brugt de ingredienser, som vi allerede har stående i køleskabet og som er tæt på sidste anvendelsesdato, for eksempel skyr, så vi undgår madspild. Dét er nemlig godt både for klimaet og for pengepungen, når vi ikke smider mad ud, som kunne være blevet spist.
Denne koldskål er sammensat på skyr og kærnemælk, og den har en dejlig tyk og cremet konsistens. Hvis du ønsker, at din koldskål er mere flydende, kan du blot tilsætte lidt ekstra kærnemælk og smage til med de øvrige ingredienser.
Top koldskålen med din favorit-topping. Jeg kan varmt anbefale friske bær, sprøde kammerjunker og granola. Du kan også riste lidt havregryn i lidt smør eller plantesmør på en pande – måske med en smule sukker. Det giver også et skønt, sprødt knas.
Nyd din koldskål!
Hjemmelavet koldskål med skyr - Opskrift på en skøn og forfriskende koldskål med vaniljeskyr og kærnemælk
Ingredienser
Hjemmelavet koldskål med skyr
- 4 dl skyr med vaniljesmag
- 6 dl kærnemælk
- 2 spsk. ahornsirup
- ½ tsk. vaniljepulver
- 2 tsk. citronsaft
- 2 knivspids citronskal
Forslag til topping
- Friske bær eller frugt
- Kammerjunker
- Sprød granola
- Smørstegt havregryn.
Sådan gør du
- Bland alle ingredienserne sammen i en skål og rør godt.
- Smag koldskålen til og servér den kold og med din favorit-topping til.
Kommentarer