Sund rabarbertærte

Sund rabarbertærte

Her er min opskrift på en dejlig rabarbertærte. Tærten er nem at både forberede og tilberede, og så er den et dejligt valg, når det er sæson for rabarber.

Sund rabarbertærte

Tærten har en sprød krumme og et dejligt blødt fyld bestående af rabarber, som er let sødet med kokossukker. Tærten har en let syrlig smag fra rabarberne, men hvis du er mere til det søde, kan du komme lidt ekstra kokossukker i og eventuelt lidt ekstra kartoffelmel, så tærten ikke bliver for våd. Du kan også servere den med lidt flydende honning til, hvilket også giver tærten et dejligt udtryk.

Kostfibre – helt uden at gå på kompromis med smag og konsistens

Jeg har valgt at komme lidt speltmel i dejen for at øge tærtens kostfiberindhold. Selvom speltmelet ikke gør dejen rig på kostfibre, giver det alligevel lidt. Jeg prøver ofte at få lidt ekstra kostfibre ind i mine opskrifter uden at gå på kompromis med smag og konsistens, da det øger mætheden, stimulerer fordøjelsen og samtidig er med til at forebygge en lang række livsstilssygdomme.

Plantesmør og kokossukker – et sundere alternativ

Jeg har til denne opskrift også brugt plantesmør, da det generelt indeholder mindre af det ikke så hensigtsmæssige mættede fedt, og så har jeg sødet tærten med kokossukker, da det giver en skøn karamelagtig smag, og så indeholder det også lidt mere næring end almindeligt hvidt sukker. 

Jeg har udviklet sundere versioner af flere af mine yndlingskager. Prøv eksempelvis min gulerodskage 🧡 Eller denne lækre, svampede chokoladekage med rødbede 💜

Sund rabarbertærte

Sund rabarbertærte - opskrift på en sund og lækker desserttærte med rabarber

Ingredienser

Rabarbertærte

  • 150 g hvedemel
  • 50 g speltmel
  • 155 g kokossukker
  • 100 g plantesmør
  • Ca. 1 spsk. vand
  • 550 g rabarber
  • 1½ spsk. kartoffelmel
  • ¾ tsk. vaniljepulver
  • 8 spsk. vaniljeskyr eller vaniljeis, hvis du ønsker den sødere

Sådan gør du

  • Bland mel og 25 g kokossukker sammen i en skål, og smuldr smørret i melblandingen.
  • Saml dejen med lidt vand. Rør ikke ved dejen mere end højst nødvendigt.
  • Kom lidt mel på bordet, og rul dejen ud (28 x 28 cm). Kom evt. et stykke bagepapir hen over dejen, når den rulles ud, så den ikke hænger fast i kagerullen og nemt kan overføres til formen.
  • Smør tærteformen, kom dejen deri, og stil den på køl i 1 time.
  • Skær kanterne til, og prik tærtebunden med en gaffel.
  • Forbag bunden i en forvarmet ovn på 200 grader (almindelig ovn) i 15 minutter.
  • Skær rabarberne i tern (1 x 1 cm), og vend dem med resten af kokossukkeret, kartoffelmel og vaniljepulver.
  • Kom rabarberfyldet på tærtebunden, og bag tærten i 25-35 minutter til rabarberne er møre, og kanten er gylden og sprød
  • Lav et mønster af den resterende tærtedej, og bag det på en bageplade i ca. 15 minutter afhængigt af størrelsen*.
  • Kom mønstret på tærten inden servering, og nyd tærten let lun og med skyr til.

Noter!

  • *Fordelen ved at bage pynten alene er, at den herved kan blive mere sprød, og at du kan trykke rabarberne let sammen, når tærten er bagt, så du får en glat overflade at komme pynten på, hvilket giver tærten et mere ensartet og rent look. Du kan også komme pynten direkte på tærten og lade den bage med, når tærten har været i ovnen i ca. 10 minutter, hvis du foretrækker det.

GRATIS! Hent appen

Danmarks mest populære yoga-app

Download Cathrine Yoga appen - dit selvkærlige redskab med +200 yoga- og meditationsvideoer, yogakure, sunde opskrifter og meget mere! Over +40.000 downloads og +1.000 anmeldelser ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Cathrine Yoga appen