Rødbedekage med chokolade

Rødbedekage med chokolade
Denne lækre kage med rødbede og chokolade er lavet helt uden traditionelt mel og sukker og er i stedet sødet med bl.a. dadler og samlet med havre- og mandelmel.

 

Supernem og svampet rødbedekage med chokolade

Kagen er supernem og hurtig at lave og har en dejlig intens smag af chokolade, med et skønt lille strejf af rødbede, og en svampet, næsten brownieagtig konsistens. Rødbeder får generelt en sød smag og mister deres lidt jordede smag, når de bliver bagt, hvilket gør dem alletiders i bagværk og en chokoladekage som denne.

Rødbede er rig på kostfibre

Rødbeder er desuden klassificeret som en grov grøntsag, da den er rig på kostfibre, og derfor mætter kagen også godt, hvilket den intense chokoladesmag og svampede konsistens også bidrager til. Såvel store som små vil elske denne kage, og alle kan være med i køkkenet.

Det skal du bruge

Hvis du ligesom jeg er vild med rødbeden, kan jeg anbefale dig at prøve mine opskrifter på rødbedesmoothie, rødbedebøffer, rødbedehummus og disse lækre rødbedechips 😋 Rigtig god fornøjelse 💛

Rødbedekage med chokolade
5 baseret på 1 anmeldelser

Rødbedekage med chokolade - opskrift på en sund rødbedekage med chokolade

Ingredienser

Rødbedekage

  • 100 g havregryn
  • 75 g mandler
  • 50 g mørkt kakaopulver
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1/8 tsk. salt
  • 250 g bløde, udstenede dadler
  • 2 spsk. ahornsirup
  • 2 spsk. kokosolie
  • 2 stk. æg
  • 100 g skrællet og fintrevet rødbede
  • 30 g kokosmel
  • 75 g mørk chokolade
  • evt. kakaopulver

Sådan gør du

  • Kom havregryn og mandler i en foodprocessor, kør det til mel, og kom det i en skål.
  • Kom kakaopulver, bagepulver, salt, dadler, ahornsirup, kokosolie og æg i foodprocessoren, og kør det til en ensartet dej.
  • Kom dejen i en skål, og tilsæt fintrevet rødbede.
  • Rør havregryn-/mandelmel, kokosmel og hakket chokolade i dejen.
  • Kom dejen i en smurt form, og bag den i 25-30 minutter i en forvarmet ovn på 200 grader varmluft, til dejen slipper en gaffel.
  • Drys eventuelt lidt kakaopulver over kagen, når den er kølet lidt ned, og nyd den lun.