Vegansk chokoladekage

Vegansk chokoladekage
Denne opskrift på lækker vegansk chokoladekage er intet mindre end fantastisk 🍫 For hvor tit kan man sige, at man har spist et stykke chokoladekage, der både indeholder bønner og grøntsager? Ikke ret ofte – men det kan du, når du har spist denne!

 

Vegansk, glutenfri og uden raffineret sukker

Og som bonus til de, som sætter pris på det, er kagen desuden vegansk, glutenfri og uden raffineret sukker. Derudover er den let at lave, uimodståelig lækker, og så kan den holde sig svampet i flere dage. Kort sagt – den er intet mindre end fantastisk!
I denne opskrift skal du bruge en dåse sorte bønner, som svarer til 250 gram bønner (kogte og i drænet vægt).

Nyd vegansk chokoladekage med:

God fornøjelse 💛

Vegansk chokoladekage

Vegansk chokoladekage - opskrift på en lækker, svampet og sund chokoladekage

Ingredienser

Vegansk chokoladekage

  • 1 dåse sorte bønner
  • 5 bløde dadler uden sten
  • 100 g sød kartoffel
  • 100 g mandelmel
  • 50 g boghvedemel
  • 40 g kokossukker
  • 25 g havremel
  • 30 g kakaopulver
  • 75 g mælkechokolade (evt. vegansk)
  • 1 tsk. chiafrø (+ 3 tsk. vand)
  • 1 spsk. kokosolie (flydende)
  • ¾ tsk. bagepulver
  • 1½ dl. plantedrik (eller komælk)
  • 2 knivspids salt
  • Lidt kokosolie til at smøre formen med

Sådan gør du:

  • Tænd ovnen på 190 grader varmluft.
  • Damp 100 g sød kartoffel i 5-10 minutter til det er helt mørt.
  • Bland chiafrø og vand sammen i en lille skål, og lad det stå og trække i ca. 10 minutter.
  • Blend de kogte, sorte bønner, dadler, sød kartoffel (dampet), kokosolie, bagepulver, plantedrik og salt sammen i en blender.
  • Kom den blendede masse i en skål og tilsæt mandelmel, boghvedemel, kokossukker, havremel, kakaopulver og chiafrø. Bland det hele godt sammen, men uden at røre i det for længe.
  • Hak chokoladen groft, og vend det i dejen.
  • Smør din ønskede form med lidt kokosolie, og kom herefter dejen i formen. Kagen kan også laves som muffins, men vær opmærksom på, at det påvirker bagetiden.
  • Bag kagen i ovnen på 190 grader varmluft i 20-30 minutter. Kig løbende til kagen, så den ikke får for meget og bliver tør, da bagetiden afhænger af din bageform og kagens højde.

Tip!

  • Tip! Det er let og billigt at lave sin egen havre- og mandelmel. Du skal blot blende henholdsvis havregryn og mandler separat i en stærk blender, og lad det køre til det bliver til mel og i den konsistens, som du ønsker.