Vegansk chokolademousse

Vegansk chokolademousse med appelsin, ananaskirsebær og nødder
Denne veganske chokolademousse er lavet på en base af aquafaba i stedet for æg, som ofte bruges, når man laver chokolademousse.

 

Vegansk chokolademousse

Aquafaba er oversat til hverdagssprog kikærtevand, dvs. det vand, kikærter ligger i, når du køber kikærter på dåse, eller er tilbage, hvis du koger dine kikærter selv. Aquafaba har nogle helt fantastiske egenskaber og kan eksempelvis piskes stive ligesom æggehvider og er derfor en meget billig og unik råvarer i det, især, veganske køkken. Jeg ved godt, at man kan tænke “det kan aldrig blive godt”, når man først åbner en dåse kikærter og lugter til vandet, de ligger i, men lad dig ikke afskrække af det, for duft og smag forsvinder, når du arbejder med det, selvfølgelig lidt afhængigt af hvad du bruger det til.

Mørk chokolade

Jeg har til denne opskrift valgt at bruge en 70 % chokolade, men du kan også bruge en chokolade med en mindre eller højere kakaoprocent, afhængigt af hvor mørk og bitter du ønsker din chokolademousse. Chokolademoussen skal gerne stå på køl i 5-6 timer, før den sætter sig. Du kan også lade den stå natten over, hvis du vil lave den i god tid, men det vil dog gøre chokolademoussen lidt mindre luftig, men det påvirker på ingen måde smagen, og den er stadig fremragende, hvis du spørger mig.

Kokosmælk til chokolade mousse

Når du køber en kokosmælk til denne opskrift, så vælg en uden stabilisatorer, da det gør, at du kan skille den fede del af kokosmælken fra vandet. Sæt også gerne din kokosmælk på køl inden brug, da det gør, at kokosmælken deler sig, så du kan frasortere den fede del, da du kun skal bruge den. Køb derfor heller ikke en lightudgave, og køb gerne 2 dåser på 400 ml, så du er sikker på at have nok af den fede kokosmælk.

Prøv også denne banankage med chokolade 💛

Vegansk chokolademousse med appelsin, ananaskirsebær og nødder

Vegansk chokolademousse - opskrift på intens og lækker vegansk dessert med chokolade og appelsin

Ingredienser

Vegansk chokolademousse

  • 130 g kokosmælk (den fede del)
  • 150 g mørk chokolade
  • 2 tsk. ahornsirup
  • ½ tsk. kokosolie
  • ¼ tsk. fintrevet appelsinskal
  • 80 g aquafaba (kikærtevand)

Sådan gør du

  • Sørg for, at alle redskaber, du bruger undervejs, er rene og tørre, når du arbejder med aquafaba.
  • Lun kokosmælken let i en gryde.
  • Hak chokoladen meget fint.
  • Kom chokoladen i en skål med den lune kokosmælk, og sæt en tallerken hen over i 5 minutter.
  • Rør i skålen, til chokoladen er helt smeltet, og tilsæt så ahornsirup, kokosolie og appelsinskal.
  • Kom aquafaba i en glasskål, og pisk det med en elpisker i ca. 10 minutter, til det er stift.
  • Vend langsomt aquafabaen i chokolademassen (pas på, du ikke slår luften ud af aquafabaen).
  • Smag på massen og vurdér, om der skal lidt mere appelsinskal eller evt. lidt salt i moussen.
  • Kom din mousse i de glas, du senere vil servere den i, og sæt dem på køl i minimum 5-6 timer.