Vegansk cheesecake

Vegansk cheesecake med blåbær
Hvis du er på udkig efter en sund, cremet og yderst velsmagende kage, så har du netop fundet den helt rette opskrift!

 

Lækker rawkage

En raw cake som denne er en kage, der ikke skal bages i ovnen, og som derfor består af uforarbejdede råvarer, så alle næringsstofferne bevares. Kagen er naturligt sødet, og dens cremede konsistens kommer hovedsageligt fra cashewnødderne. Den friske og let syrlige smag af blåbær går rigtig godt sammen med den nøddeagtige smag, men du kan også bruge denne opskrift som en basisopskrift og i stedet lave den med hindbær, jordbær, chokolade eller lime. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser!

Antiinflammatorisk kost – spis dig glad, sund og rask

Hvis du har prøvet nogle af mine opskrifter, ved du også, at jeg ELSKER antiinflammatoriske ingredienser og krydderier, som holder mig sygdomsfri, stabiliserer mit blodsukker, giver mig energi og masser af SMAG. Især i de kolde og mørke vintermåneder kan jeg mærke, at mit sind bliver lysere, og mit immunforsvar bliver stærkere, når jeg spiser antiinflammatorisk.

Du kan også prøve min lækre opskrift på veganske pandekager. God fornøjelse 💛

Vegansk cheesecake med blåbær

Vegansk cheesecake - opskrift på raw vegansk cheesecake med blåbær

Ingredienser

Bund

  • 120 g dadler uden sten
  • 50 g mandler
  • 20 g finvalsede havregryn

Fyld

  • 100 g cashewnødder
  • 50 g kokosmælk (den fede del)
  • 0,5 dl plantemælk
  • 1 tsk. citronsaft
  • 0,5 tsk. vaniljepulver
  • 50 g blåbær (frost)
  • 50 g blåbær (friske)
  • 3 spsk. ahornsirup

Bund

  • Kør alle ingredienserne sammen i en foodprocesser.
  • Fordel massen i de ønskede forme.

Fyld

  • Læg cashewnødderne i blød i vand (der har været oppe at koge) i minimum 1 time.
  • Kog 50 g blåbær (eventuelt fra frost) op i en gryde, og lad dem køle ned igen.
  • Blend alle ingredienserne, undtagen blåbær, i en foodprocessor, til massen er helt ensartet.
  • Smag massen til med citronsaft, vanilje og ahornsirup.
  • Fordel massen i to skåle, og bland blåbær i den ene, til du opnår den ønskede lilla farve.
  • Kom skiftevis den hvide og lilla masse i formene med bunde.
  • Tag en tandstik eller lignende og lav et swirl-mønster i fyldet.
  • Sæt kagerne på frys i minimum 4 timer, eller indtil de har sat sig helt, og fyldet har sat sig fast til bunden.
  • Tag kagerne ud af formene, og servér dem straks efter med friske blåbær på toppen.
  • Tip! Smelt eventuelt lidt chokolade, og kom den hen over kagerne ved servering.