Vintersalat med rødbede
Masser af grøntsager!
Jeg spiser altid masser af grønsager i alle regnbuens farver til både frokost og aftensmad, hvor grønsagerne er den primære del af måltiderne. Jeg elsker at mikse rå grønsager på kryds og tværs tilsat marinader lavet på sunde fedtstoffer. Jeg er inspireret af mine alle eksotiske yogarejser i Asien og Afrika. Jeg holder mig glad, sund og rask med nærende måltider, hjemmeyoga og ting, der giver mig energi og gør mig glad.
Antiinflammatorisk kost – spis dig glad, sund og rask
Hvis du har prøvet nogle af mine opskrifter, ved du også, at jeg ELSKER antiinflammatoriske ingredienser og krydderier, som holder mig sygdomsfri, stabiliserer mit blodsukker, giver mig energi og masser af SMAG. Især i de kolde og mørke vintermåneder kan jeg mærke, at mit sind bliver lysere, og mit immunforsvar bliver stærkere, når jeg spiser antiinflammatorisk.
Du kan også prøve mine lækre opskrifter på grønkålssalat med æbler og figner eller broccolisalat med æble, æblecidereddike og rosin. God fornøjelse 💛
Vintersalat med rødbede - Opskrift på salat med bagte rødbeder, æbler og quinoa
Ingredienser
Rødbeder
- 6 stk. rødbeder
- 2 tsk. timian
- 0,5-1 tsk. salt
Salat
- 6-10 stk. radiser
- 60 g feldsalat
- 1-2 stk. æbler
- 2 håndfulde valnødder
- 1 spsk. citronsaft
Quinoa
- 1,5 dl quinoa (rød eller hvid)
- 1 tsk. salt
Sådan gør du
- Skræl rødbederne, skær dem i grove tern, og kom dem herefter på en bageplade med salt og timian.
- Bag rødbederne i ovnen på 200 grader varmluft i 45 minutter. Hold øje med dem undervejs, da bagetiden afhænger af størrelsen på ternene.
- Skyl din quinoa, og kog den i letsaltet vand efter anvisning på pakken i ca. 20 minutter.
- Skyl og tør feldsalaten, og kom den i en skål.
- Fjern kernehuset fra æblerne, skær æblerne ud i små tern, og kom dem i skålen med salat
- Rist valnødderne på en pande ved svag varme til de bliver let sprøde.
- Skær radiserne i skiver, og kom dem i salaten
- Bland de afkølede bagte rødbeder og den afkølede kogte quinoa i salaten, når det er klar.
- Tilsæt citronsaft til salaten, og bland den sammen.
- Servér valnødderne ved siden af som topping, da de kan blive bløde, hvis de blandes i salaten.
Super lækker vintersalat! Jeg elsker at bruge rød quinoa, da det giver en ekstra flot farve 😀