Vintersalat med rødbede

Vintersalat med rødbede og æbler
Vintersalat med rødbede, æbler og quinoa! Efteråret og vinteren har meget at byde på, bl.a. en masse farverige og lækre grøntsager som f.eks. radiser, grønkål, jordskokker, hokkaido græskar, løg, porrer og ikke mindst rødbeder 🌈 Rødbeder er en fantastisk grøntsag, der ikke kun er fuld af farve og smag, men også kostfibre – noget vi danskere ikke altid får nok af i forhold til anbefalingerne. Og netop deres høje kostfiberindhold – og det høje kostfiberindhold fra øvrige ingredienser som quinoa og valnødder – er medvirkende til, at denne salat er dejligt mættende og derfor både kan nydes som en selvstændig ret, men også som tilbehør til de fleste hverdagsretter.

 

Masser af grøntsager!

Jeg spiser altid masser af grønsager i alle regnbuens farver til både frokost og aftensmad, hvor grønsagerne er den primære del af måltiderne. Jeg elsker at mikse rå grønsager på kryds og tværs tilsat marinader lavet på sunde fedtstoffer. Jeg er inspireret af mine alle eksotiske yogarejser i Asien og Afrika. Jeg holder mig glad, sund og rask med nærende måltider, hjemmeyoga og ting, der giver mig energi og gør mig glad.

Antiinflammatorisk kost – spis dig glad, sund og rask

Hvis du har prøvet nogle af mine opskrifter, ved du også, at jeg ELSKER antiinflammatoriske ingredienser og krydderier, som holder mig sygdomsfri, stabiliserer mit blodsukker, giver mig energi og masser af SMAG. Især i de kolde og mørke vintermåneder kan jeg mærke, at mit sind bliver lysere, og mit immunforsvar bliver stærkere, når jeg spiser antiinflammatorisk.

Du kan også prøve mine lækre opskrifter på grønkålssalat med æbler og figner eller broccolisalat med æble, æblecidereddike og rosin. God fornøjelse 💛

Vintersalat med rødbede og æbler
5 baseret på 1 anmeldelser

Vintersalat med rødbede - Opskrift på salat med bagte rødbeder, æbler og quinoa

Ingredienser

Rødbeder

  • 6 stk. rødbeder
  • 2 tsk. timian
  • 0,5-1 tsk. salt

Salat

  • 6-10 stk. radiser
  • 60 g feldsalat
  • 1-2 stk. æbler
  • 2 håndfulde valnødder
  • 1 spsk. citronsaft

Quinoa

  • 1,5 dl quinoa (rød eller hvid)
  • 1 tsk. salt

Sådan gør du

  • Skræl rødbederne, skær dem i grove tern, og kom dem herefter på en bageplade med salt og timian.
  • Bag rødbederne i ovnen på 200 grader varmluft i 45 minutter. Hold øje med dem undervejs, da bagetiden afhænger af størrelsen på ternene.
  • Skyl din quinoa, og kog den i letsaltet vand efter anvisning på pakken i ca. 20 minutter.
  • Skyl og tør feldsalaten, og kom den i en skål.
  • Fjern kernehuset fra æblerne, skær æblerne ud i små tern, og kom dem i skålen med salat
  • Rist valnødderne på en pande ved svag varme til de bliver let sprøde.
  • Skær radiserne i skiver, og kom dem i salaten
  • Bland de afkølede bagte rødbeder og den afkølede kogte quinoa i salaten, når det er klar.
  • Tilsæt citronsaft til salaten, og bland den sammen.
  • Servér valnødderne ved siden af som topping, da de kan blive bløde, hvis de blandes i salaten.