Balinesisk nasi goreng

Balinesisk nasi goreng - vegetarisk risret
Nasi goreng, som betyder stegte ris, er en meget kendt ret på Bali og med god grund, da den smager helt fantastisk. Der er ikke en enkelt defineret opskrift på nasi goreng, og retten kan laves på et utal af måder.

 

Balinesisk nasi goreng – vegetarisk risret

Jeg har lavet min egen vegetariske udgave til jer – en ret, der har en dejlig rund smag, og som er fuld af umami, bl.a. takket være den søde sojasovs kecap manis, som jeg synes er en uundværlig ingrediens i en nasi goreng. Kecap manis, der stammer fra Indonesien, adskiller sig væsentlig fra almindelig sojasovs ved at være mindre salt og samtidig besidde en speciel sød og aromatisk smag, og så kan den fås i de fleste større supermarkeder.

Links til ingredienser

 

Tip! brug en god wok eller gryde

Husk at bruge en god wok eller en stor pande, når du laver retten, så risene ikke brænder fast.

Du kan også prøve mine lækre opskrifter på Buddha bowl eller lækre sunde smoothies – dem får vi også altid på vores yogarejser til Bali🌴😋

Balinesisk nasi goreng - vegetarisk risret

Balinesisk nasi goreng - opskrift på en skøn balinesisk nasi goreng

Ingredienser

Nasi goreng

  • 3 dl basmati-ris
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 porre
  • ½ rød peberfrugt
  • 2 små gulerødder
  • 100 g spidskål
  • 1½ spsk. sesamolie
  • 1½ spsk. smagsneutral olie
  • 1½ tsk. tørret koriander, stødt
  • 1 tsk. sød paprika
  • 1-1½ tsk. salt
  • ¾ tsk. chiliflager
  • 1 tsk. spidskommen
  • 2 spsk. kecap manis (sød sojasovs)
  • 3-4 æg

Sådan gør du

  • Kog risene i letsaltet vand i ca. 10 minutter efter posens anvisning.
  • Snit løgene fint, og pres hvidløgsfeddene.
  • Vask og rens porre, peberfrugt, gulerødder og spidskål.
  • Skær porren i skiver og de resterende grøntsager i fine strimler.
  • Kom sesamolien og 1 spsk. smagsneutrale olie i en wok eller på en stor pande.
  • Steg helt kort krydderierne af i olien.
  • Tilsæt risene, og steg dem i olien ved høj varme, til de får lidt farve og bliver let tørre.
  • Tilsæt grøntsagerne og kecap manis, og lad det stege, til grøntsagerne er let al dente.
  • Tilsæt mere olie undervejs ved behov, og smag retten til med salt.
  • Lav 3-4 spejlæg på en pande i resten af den smagsneutrale olie.