Glutenfri pebernødder
Disse glutenfri pebernødder er både nemme at lave og meget sundere end de traditionelle pebernødder, samtidig med de er fulde af SMAG 🙏🏼 Pebernødderne smager dejligt at jul med kardemomme, kanel og nelliker, og så har de et tvist af citron, som giver dem en let syrlig og super lækker smag. I denne opskrift er sukker skiftet ud med kokossukker og honning, og mel er skiftet ud med glutenfri meltyper, så du spiser mere mindfuldt i juledagene. Ingen jul uden lækre, knasende pebernødder – Jeg har altid en kagedåse fyldt med hjemmelavede pebernødder, så jeg husker at jule lidt i hverdagene.
Antiinflammatorisk kost – spis dig glad, sund og rask
Hvis du har prøvet nogle af mine opskrifter, ved du også, at jeg ELSKER antiinflammatoriske ingredienser og krydderier, som holder mig sygdomsfri, stabiliserer mit blodsukker, giver mig energi og masser af SMAG. Især i de kolde og mørke vintermåneder kan jeg mærke, at mit sind bliver lysere, og mit immunforsvar bliver stærkere, når jeg spiser antiinflammatorisk.
Du kan også prøve mine lækre opskrifter på glutenfri vaniljekranse, glutenfri brunkager eller glutenfri jødekager. God fornøjelse 💛
Glutenfri pebernødder - Opskrift på nemme, lækre og sunde pebernødder
8 personer
Forberedelse: 10 min
Tilberedning: 40 min
Ingredienser
Glutenfri pebernødder
- 1 tsk sort peber
- 1 økologisk citron
- 1 spsk kokossukker
- 2 spsk agavesirup eller honning
- 2 tsk bagepulver
- 100 g boghvedemel
- 100 g rismel
- 50 g quinoamel eller mandelmel eller kikærtemel
- 100 - 120 g smør
- 1 æg
- 1 tsk stødt kardemomme
- 1 tsk stødt kanel
- ½ tsk nelliker
Sådan gør du
- Hæld alle de tørre ingredienser i en skål, og bland dem sammen.
- Tilsæt derefter æg, smør, honning, revet citronskal og 2 spsk. citronsaft i skålen.
- Ælt dejen i en røremaskine eller i skålen, til dejen er jævn. Hvis dejen er for våd, kan du tilføje en smule mere boghvedemel. Sæt dejen på køl - helst en hel dag, men det er også nok, hvis den trækker i et par timer.
- Tænd ovnen på 200 graders varmluft. Tag dejen ud af køleskabet, form den til små kugler, som du trykker let flade på en bageplade med bagepapir.
- Bag pebernødderne i cirka 10 minutter, til de er gyldne - De må ikke blive mørke.
- Lad pebernødderne køle helt af, og servér dem let afkølede, eller læg dem i en kagedåse. Så har du lækre, hjemmelavede pebernødder, som du kan nyde i juledagene og servere for dine gæster.
SUPER lækre!