Middelhavssalat
Gavn din sundhed og klimaet med bælgfrugter
For mange danskere er bælgfrugter måske stadig en lidt ny ting, men de kan åbne døren for rigtig mange nye smagssammensætninger og sundhedsfordele. Bælgfrugter er for første gang inkluderet i de Officielle Danske Kostråd, og det anbefales nu, at vi danskere skruer op for vores indtag af nævnte og ned for vores indtag af kød, da det kan være til gavn for både vores sundhed og klimaet. 💚
Antiinflammatorisk kost
Hvis du har prøvet nogle af mine opskrifter, ved du også, at jeg ELSKER antiinflammatoriske ingredienser og krydderier, som holder mig sygdomsfri, stabiliserer mit blodsukker, giver mig energi og masser af SMAG. Især i de kolde og mørke vintermåneder kan jeg mærke, at mit sind bliver lysere, og mit immunforsvar bliver stærkere, når jeg spiser antiinflammatorisk.
Du kan også prøve min lækre opskrift på avokadosalat med quinoa. God fornøjelse 💛
Middelhavssalat - opskrift på en lækker middelhavsinspireret salat med kikærter
Ingredienser
Middelhavssalat
- 240 g kogte kikærter (evt. fra dåse)
- ½ tsk. smagsneutral olie
- 1 tsk. spidskommen (stødt)
- 1 tsk. koriander (stødt)
- 2 nips salt
- 75 g grøn salat (blandet)
- 1 stk. rødløg (lille)
- 0,5 stk. agurk
- 200 g tomater
- 1 håndfuld persille
- 50 g sorte oliven
- 1,5 spsk. olivenolie
- 0,5 spsk. citronsaft
Sådan gør du
- Rist kikærterne på en pande i olie med spidskommen, koriander og salt, til de er let gyldne.
- Skyl, tør og hak salaten groft, skær rødløget i skiver, agurken i tern, tomaterne i halve, persillen fint og oliven i skiver.
- Bland grøntsagerne med de afkølede kikærter i en skål.
- Bland olivenolie og citronsaft sammen, og kom det i salaten lige inden servering.
- Smag evt. salaten til med lidt salt.
- Tip! Hvis du ønsker lidt sødme til salaten, kan du komme en lille smule ahornsirup i salaten.
Kommentarer