Skyrsmoothie med bær og granola

Skyrsmoothie til dine smagsløg
Du kan altid komme mere eller mindre af de forskellige ingredienser i, hvis du ønsker den mere eller mindre syrlig, men du kan også vælge en anden skyrvariant eller nogle andre bær. Jeg har til denne opskrift brugt en blanding af jordbær, blåbær, brombær og ribs for at få en smag af skovbær frem i smoothien, men du kan også bruge andre bær, hvis du ønsker.
Topping til din smoothie
Jeg topper ofte mine smoothies med granola, når jeg ønsker, at de skal mætte lidt mere, som fx denne granola med havregryn, nødder og græskarkerner, da den har et godt indhold af mættende kostfibre. Det at toppe ens smoothies med granola eller anden topping kan også gøre én mere nærværende, når man nyder dem – og så er det altid en fordel, at man sørger for at tygge sin mad, selv smoothies, da der frigives enzymer, når man tygger sin mad, som er med til at hjælpe fordøjelsen.
Prøv også nogle af mine andre opskrifter på lækre smoothies: avocadosmoothie, kakaosmoothie med banan eller smoothies med grøntsager. God fornøjelse 💛


Skyrsmoothie med bær og granola - opskrift på en sund og lækker smoothie
Ingredienser
Skyrsmoothie med bær og granola
- 1½ dl skyr med vanilje
- 1½ dl mælk, evt. letmælk
- 2 dl blandede frosne bær
- 2 tsk. flydende honning
- ½ stk. banan
Ideer til topping
- Granola med græskarkerner
- Friske bær, banan, flydende honning og spiselige blomster
Sådan gør du
- Lad dine bær tø op i 5-10 minutter, medmindre du har en stærk blender.
- Kom alle ingredienser i en blender, og blend smoothien, til den er ensartet.
- Anret din smoothie toppet med granola og evt. lidt friske bær, banan og honning m.m.
Noter!
- Husk, at Fødevarestyrelsen anbefaler, at man koger de bær, man køber på frost, i minimum 1 minut. Hvis du giver dem et opkog, kan du efterfølgende lade dem køle ned og sørge for, at din banan er frossen, og tilsætte isterninger eller i stedet fryse dine bær selv.
Kommentarer