Efterårssalat med græskar

antiinflammatorisk efterårssalat med græskar, palmekål, kikærter og granatæble
Denne sprøde efterårssalat med græskar er lavet på nogle af sæsonens dejligste råvarer, og så er den fuld af smag 🙏  Salaten er ikke kun rig på forskellige vitaminer og mineraler, men også kostfibre, takket være dens indhold af især palmekål, hokkaido græskar og kikærter, hvilket gør den nærende og mættende for vores kroppe. Men frugt, grønt og bælgfrugter er ikke kun sundt at spise – de har også et lavt klimaaftryk, især hvis vi spiser frugt og grønt, når det er i sæson, hvilket palmekål og hokkaido græskar er i efteråret. Så der er masser af gode grunde til at lave denne lækre og nærende salat – en salat der både kan serveres som tilbehør og nydes alene!

 

Lækker dressing til salaten

 

Masser af grøntsager

Jeg spiser altid masser af grønsager i alle regnbuens farver til både frokost og aftensmad, hvor grønsagerne er den primære del af måltiderne. Jeg elsker at mikse rå grønsager på kryds og tværs tilsat marinader lavet på sunde fedtstoffer. Jeg er inspireret af mine alle eksotiske yogarejser i Asien og Afrika. Jeg holder mig glad, sund og rask med nærende måltider, hjemmeyoga og ting, der giver mig energi og gør mig glad.

Antiinflammatorisk kost

Hvis du har prøvet nogle af mine opskrifter, ved du også, at jeg ELSKER antiinflammatoriske ingredienser og krydderier, som holder mig sygdomsfri, stabiliserer mit blodsukker, giver mig energi og masser af SMAG. Især i de kolde og mørke vintermåneder kan jeg mærke, at mit sind bliver lysere, og mit immunforsvar bliver stærkere, når jeg spiser antiinflammatorisk.

Du kan også prøve mine lækre opskrifter på grøn bønnesalat og tomatsalat med mozzarella og basilikum. God fornøjelse 💛

antiinflammatorisk efterårssalat med græskar, palmekål, kikærter og granatæble

Efterårssalat med græskar - Opskrift på sund salat med græskar, palmekål, kikærter og dressing

Ingredienser

Efterårssalat

  • 1 stk. granatæble
  • 10 stk. palmekålblade
  • 1 dåse kikærter

Græskar til salaten

  • 1 stk. hokkaido græskar
  • 0,5 tsk. koriander
  • 1 tsk. havsalt
  • 2 tsk. basilikum

Dressing til salaten

  • 2 spsk. citronsaft
  • 1,5 spsk. ahornsirup
  • 1 knivspids havsalt

Sådan gør du

  • Vask hokkaido græskarret, skær det midt over og fjern kernerne med en ske.
  • Skær græskarret i mindre grove stykker, og kom dem på en bageplade. Vend græskarstykkerne i salt, koriander og basilikum, og bag dem i ovnen på 200 grader varmluft i ca. 40 minutter (bagetiden afhænger af størrelsen på græskarstykkerne, så hold gerne øje med dem undervejs).
  • Bland citron, ahornsirup og salt sammen i en skål og tilsæt finthakket palmekål. Massér dressingen godt ind i palmekålen, så den får en blødere tekstur.
  • Bland salaten med granatæblekerner, kikærter og græskar.