Klatkager af havregrød

Klatkager af havregrød
Disse lækre klatkager af havregrød er perfekte som en god start på dagen, i madpakken eller som et mellemmåltid i løbet af dagen. Du kan enten lave en hurtig grød og bruge til opskriften eller bruge en grødrest, hvis du har det.

 

Bekæmp madspild med klatkager

Jeg er stor fortaler for, at vi bliver bedre til at reducere vores madspild, da danskernes husholdningsmadspild årligt udgør 247.000 tons mad, som kunne være spist. Derfor elsker jeg at lave opskrifter, som kan hjælpe med at reducere madspild, da det kan være med til at mindske miljøbelastningen og derved forbedre klimaet, og så er det også godt for pengepungen.

Mange muligheder for smag og topping

Hvis du ønsker lidt afveksling i opskriften, kan du prøve at komme lidt kanel, æble, revet gulerod eller noget helt fjerde i eller toppe dem med frisk frugt, bær, marmelade eller en frugt-/bærkompot – mulighederne er mange.

 

Det eneste du skal bruge

Du kan også prøve mine lækre opskrifter på bagt havregrød, buddha bowl, tærte og one pot pasta. God fornøjelse 💛

Klatkager af havregrød

Klatkager af havregrød - opskrift på lækre klatkager af havregrød

Ingredienser

Grød

  • 1 dl grovvalsede havregryn
  • 2 dl vand
  • evt. 1 knivspids salt

Klatkager

  • 1 portion grød
  • 1 stk. moden banan
  • 1 stk. æg
  • 2 spsk. havremel
  • 2 spsk. kokosmel
  • ⅛ tsk. vaniljepulver
  • smagsneutral olie til stegning

Sådan gør du

  • Kom havregryn, vand og salt i en gryde, og bring det i kog under omrøring.
  • Lad det simre ved svag varme under omrøring, til det bliver til grød.
  • Lad grøden køle let ned i en skål.
  • Mos bananen med en gaffel.
  • Rør banan, grød, æg, havremel, kokosmel og vaniljepulver sammen.
  • Steg klatkagerne i lidt olie på en pande ved middelvarme.