Sød kartoffelsuppe

Cremet suppe baseret på søde kartofler
Jeg er helt vild med søde kartofler og nyder dem gerne både rå, bagt, i boller, på pizza eller i supper som her. Søde kartofler er i mine øjne en lidt glemt grøntsag, som har rigtig meget at byde på. Der findes mange forskellige slags søde kartofler, men den, vi oftest ser i de danske supermarkeder, er den orange søde kartoffel, og jeg har derfor lavet en varm og cremet suppe med denne.

 

Lækker og sød kartoffelsuppe

Søde kartofler har, som navnet så fint afslører, en sød smag, især når de bliver tilberedt. I rå form er de helt hårde, men bliver meget bløde og cremede i konsistensen, når de bliver bagt eller kogt. Derfor bidrager de med en masse sødme og giver suppen en god og cremet tekstur, som chilien spiller rigtig godt op imod. Suppen er det perfekte valg på en grå regnvejrsdag, hvor man har lyst til noget varmt og lækkert, men er nu også god alle andre dage på året, hvis du spørger mig.

Links til ingredienser

Antiinflammatorisk kost – spis dig glad, sund og rask

Hvis du har prøvet nogle af mine opskrifter, ved du også, at jeg ELSKER antiinflammatoriske ingredienser og krydderier, som holder mig sygdomsfri, stabiliserer mit blodsukker, giver mig energi og masser af SMAG. Især i de kolde og mørke vintermåneder kan jeg mærke, at mit sind bliver lysere, og mit immunforsvar bliver stærkere, når jeg spiser antiinflammatorisk.

Du kan også prøve min lækre opskrift på blomkålssuppe, God fornøjelse 💛

Cremet suppe baseret på søde kartofler

Sød kartoffelsuppe - opskrift på en cremet suppe baseret på søde kartofler

Ingredienser

Sød kartoffelsuppe

  • 2 stk. rødløg
  • 3 fed hvidløg 
  • 1 tsk. smagsneutral olie
  • ¼ tsk. chiliflager
  • ½ tsk. salt
  • ¼ tsk. spidskommen
  • 500 g sød kartoffel
  • ½ L vand
  • ½ spsk. urtebouillon (f.eks. Herbamare)
  • ½ dl plantedrik (f.eks. havre)

Sådan gør du

  • Hak løgene groft, og pres hvidløgsfeddene.
  • Steg løg og hvidløg i olien i en gryde med krydderierne.
  • Skræl de søde kartofler, og skær dem i tern.
  • Kom de søde kartofler i gryden med vand og urtebouillon.
  • Lad suppen simre i 15-20 minutter, til de søde kartofler er møre.
  • Blend suppen, og kom den derefter tilbage i gryden.
  • Tilsæt plantedrik, og smag suppen til med salt og peber.
  • Tip! Servér evt. suppen toppet med ristede græskarkerner eller nødder for at få lidt knas.