Sunde samosa

Sunde samosa - Opskrift på nemme og sunde samosaer med kartofler
Lav dine egne sunde samosa med lækkert og cremet vegetarfyld! Jeg har lavet helt klassiske samosaer med kartofler og ærter – bare på den sunde måde. Disse samosaer er bagt i ovnen og penslet med en smule rapsolie, så de både er sunde og sprøde! Servér dem med sød chilisovs til og evt. sammen med ris eller andre tapas-anretninger. De er perfekte både som velkomstsnack, forret, hovedret eller som tilbehør til dine asiatiske retter.

 

Sunde samosa med kartofler

Spis dig glad, sund og rask med denne nemme opskrift på eksotiske samosaer, som får dig til at drømme dig til varmere himmelstrøg med eksotiske retter. Lige nu har vi brug for både glæde og forkælelse i hverdagen 🙏

Disse samosaer er både sunde, fordi de er ovnbagte og ikke friturestegt, og så er de samtidig fyldt med friske råvarer og antiinflammatoriske krydderier som karry, chili, gurkemeje og hvidløg. Hjemmelavede samosaer er samtidig meget sundere end dem, du køber på frost, fordi de kun er fyldt med friske råvarer og nærende stoffer for kroppen.

Antiinflammatorisk kost

Hvis du har prøvet nogle af mine opskrifter, ved du også, at jeg ELSKER antiinflammatoriske ingredienser og krydderier, som holder mig sygdomsfri, stabiliserer mit blodsukker, giver mig energi og masser af SMAG. Især i de kolde og mørke vintermåneder kan jeg mærke, at mit sind bliver lysere, og mit immunforsvar bliver stærkere, når jeg spiser antiinflammatorisk.

Du kan også prøve mine lækre opskrifter på vietnamesiske forårsruller eller indisk curry med kokosmælk. God fornøjelse 💛

Sunde samosa - Opskrift på nemme og sunde samosaer med kartofler
5 baseret på 1 anmeldelser

Sunde samosa - Opskrift på lækre samosaer med kartofler og ærter

Ingredienser

Sunde samosa

  • 12 stk. rispapir
  • 1 bundt bredbladet persille
  • 8 stk. kartofler
  • 1 pose ærter (frost)
  • 1 stk. løg
  • 2-3 fed hvidløg
  • 2 tsk. karry
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. chiliflager
  • 1 tsk. gurkemeje
  • 2-4 spsk. fløde
  • 0,5 tsk. havsalt
  • 1 spsk. rapsolie (stegning)
  • 1 spsk. chilisovs (servering)

Sådan gør du

  • Skær kartoflerne i mindre tern, kom dem i en gryde med lidt olie, og steg dem i fem minutter.
  • Hak løg og hvidløg fint, og kom dem i gryden.
  • Tilsæt ærter, chili, karry, spidskommen, gurkemeje og evt. lidt mere olie, og lad det stege i otte minutter, mens du rører lidt rundt.
  • Tilsæt lidt fløde, og lad det simre i to minutter.
  • Hak persille fint, kom det i gryden, og smag til med salt og peber.
  • Tag gryden af blusset, og lad fyldet køle lidt af.
  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Kog lidt vand i en elkedel, og hæld det i et tærtefad.
  • Læg et rispapir i blød i vandet, så det bliver helt blødt, og læg det derefter på et spækbræt.
  • Kom lidt fyld på rispapiret, og fold din samosa til en trekant. (Find evt. en folde-guide på YouTube.)
  • Gentag med de andre samosaer, hvor du blødgør rispapir, lægger fyld i og folder samosaerne en for en.
  • Læg samosaerne på en bageplade med bagepapir, og pensl med lidt rapsolie.
  • Bag dem i ovnen i 20-25 minutter, til de bliver gyldne, og servér med det samme.