Ratatouille

Ratatouille - Opskrift på sund ratatouille med grønsager og parmesan i ovn
Ratatouille med aubergine, squash, flåede tomater og parmesan 🌱 Jeg elsker denne ratatouille, som minder om en grøntsagslasagne med en tomatsovs i bunden og grøntsager på toppen. Man kan lægge grøntsagsskiverne på mange forskellige måder, så de danner flotte mønstre. Retten er perfekt til en hverdagsaften, fordi den er hurtig og nem at lave, og til når du får gæster, fordi den er så dekorativ. Jeg har valgt at pynte den med laurbærblade, som giver retten ekstra smag. Top din ratatouille med parmesan for en cremet og sprød overflade.

 

Antiinflammatorisk kost – spis dig glad, sund og rask

Hvis du har prøvet nogle af mine opskrifter, ved du også, at jeg ELSKER antiinflammatoriske ingredienser og krydderier, som holder mig sygdomsfri, stabiliserer mit blodsukker, giver mig energi og masser af SMAG. Især i de kolde og mørke vintermåneder kan jeg mærke, at mit sind bliver lysere, og mit immunforsvar bliver stærkere, når jeg spiser antiinflammatorisk.

Du kan også prøve mine lækre opskrifter på butternut squash suppe eller fyldte auberginer med quinoa. God fornøjelse 💛

Ratatouille - Opskrift på sund ratatouille med grønsager og parmesan i ovn
5 baseret på 1 anmeldelser

Ratatouille - Opskrift på sund ratatouille med grønsager og parmesan i ovn

Ingredienser

Ratatouille

  • 1 stk. aubergine
  • 1 stk. squash
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 2 stk. løg
  • 3 fed hvidløg
  • 5 stk. tomater
  • 1 bundt basilikum
  • 1-2 tsk. oregano
  • 1-2 dl parmesan
  • 2 stk. laurbærblade

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 200 graders varmluft.
  • Start med at hakke ét løg og tre fed hvidløg fint, og steg det i bunden af en gryde. Når løgene er gyldne, hælder du flåede tomater og en dl vand over.
  • Lad det simre ind til en tomatsovs, og smag den til med oregano, salt og peber.
  • Imens tomatsovsen simrer, skærer du det andet løg, squash, aubergine og blommetomat i skiver (ikke alt for tynde) og plukker bladene af din basilikum.
  • Når tomatsovsen er færdig, hælder du den i bunden af et dybt fad, som kan tåle at komme i ovnen.
  • Derefter lægger du rækker af skiftevis løg, aubergine, squash, tomat og basilikum i fadet, så tomatsovsen er helt dækket til.
  • Pynt med laurbærblade, og kom gerne lidt olivenolie, salt og parmesan på toppen også.
  • Bag dit fad i ovnen i cirka 25-30 minutter, til din ratatouille er blevet gylden.
  • Servér den med det samme, og drys evt. med lidt ekstra parmesan.